Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/11-12   -   Pressemeddelelse

Solcellestrategi tager pusten fra solcellesucces - om igen

Der mangler sammenhæng mellem regeringens mål og midler i udkastet til strategi for solcelleanlæg og små VE-anlæg.

- I udkastet står, at tilbagebetalingstiden på nye solcelleanlæg skal være på cirka ti år. Problemet er, at regeringens nuværende forslag medfører en tilbagebetalingstid, der langt vil overstige de ti år, siger administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ kritiserer konkret, at betalingen for solcelleproduceret strøm, der sendes ud på det kollektive net, sættes markant ned.

- Hvis regeringen virkelig vil have en tilbagebetalingstid på solceller på ti år, så skal regeringen komme op med et nyt udkast for rammebetingelserne. En prisreduktion på solcelleanlæg i fremtiden kan ikke kompensere for de meget markante forringelser af især nettomålerordningen, siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ kritiserer desuden, at regeringens udkast til solcellestrategien ikke hænger sammen med visionerne inden for smart grids.

- Udkastet tilskynder forbrugeren til at bruge mere af den egenproducerede strøm, der produceres i dagtimerne. Det er lige modsat af, hvad samfundet har brug for, siger Niels Jørgen Hansen og fortsætter:

- Sol er et godt supplement til vind, fordi produktionen primært sker i dagtimerne, hvor forbruget er højt. På den måde har vi brug for, at der bliver sendt så meget el som muligt ud på det kollektive net i den periode. Derfor er det ulogisk, at regeringen med udkastet tilskynder borgerne til at hæve forbruget i dagtimerne og spare på energien i de mørke timer, siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ mener desuden, at visionerne for udbygningen af solcellemarkedet er for uambitiøse i regeringens udkast til en solcellestrategi.

- Vi ser lige nu en af de største energimæssige succeser overhovedet. Det er positivt, at ministeren har lyttet til markedet og inkluderer sol i den samlede energipakke. Men en udbygning på solcelleområdet til 700-800 MW i 2020 er alt for uambitiøst, idet vi har brug for en udbygning på mindst 1.800 MW for at opnå en tilfredsstillende balance mellem sol og vind. Derfor er det svært at tro, at dette udkast virkelig er udtryk for regeringens ambition på solcelleområdet, siger Niels Jørgen Hansen.

Samlet set mener TEKNIQ derfor, at den fortsatte udbygning af solcellenettet i Danmark kun sikres, hvis regeringen går tilbage til skrivebordet og laver et nyt udkast, der lever op til regeringens egne visioner.

Yderligere information, kontakt:

Administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation Niels Jørgen Hansen, tlf. 77 42 42 32

Relevant information

http://www.tekniq.dk


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire