Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/12-13   -   Pressemeddelelse

Tænk dig om, når du køber elektriske julelys

Julestemningen har så småt ramt butikshylderne, og blandt julevarerne frister de traditionelle elektriske julelys, der er med til at sikre den hyggelige julestemning både i og uden for de danske hjem.

Men idyllen kan hurtigt blive ødelagt, hvis du ikke er forsigtig, når du køber dine lyskæder og sætter dem op.

- Selvom julelys jo er hyggelige og ser meget uskyldige ud, så kan de forårsage brand eller give elektrisk stød, hvis man bruger produktet til et andet formål end tiltænkt eller har installeret produktet forkert. Normalt er det oftest elektrikere, der roder med ledninger, men ved juletid har mange flere private uden elfaglig indsigt fat i ledningerne, forklarer Mads Risgaard Knudsen, konsulent i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Når du køber dit elektriske julelys, er der derfor et par enkle forholdsregler, du bør huske på.

- Overordnet er det vigtigt, at man vælger en CE-mærket lyskæde og ved, om man vil bruge for eksempel en lyskæde inde eller ude. Hvis en kæde til indendørs brug benyttes ude, vil der nemt trænge fugt ind i installationerne, hvilket både kan give stød, medføre kortslutning og ødelægge lysene. Omvendt får man et for kraftigt lys ved at bruge en udendørs kæde indenfor, forklarer Mads Risgaard Knudsen.

Han tilføjer, at det desuden er vigtigt, at man kontrollerer, om stikket i for eksempel lyskæden er beregnet til et jordstik eller et almindeligt stik.

Når det elektriske julelys skal sættes op, er der på samme måde et par enkle forholdsregler, du bør tage, for at sikre julestemningen uden risiko for brand eller elektrisk stød.

Herudover bør du altid følge producentvejledningen.
Mads Risgaard Knudsen peger på fem generelle forholdsregler:

· Du skal kontrollere, at din HPFI-/HFI-afbryder fungerer, før du sætter dine udendørs lys til. Det gør du ved at trykke på testknappen på afbryderen. Hvis du ikke tjekker afbryderen, kan du risikere at få livsfarlige stød, når du retter på installationen til dine julelys.

· Udendørs julelys bør kun tilsluttes en udendørs stikdåse, som er installeret af en autoriseret installatør. Du må ikke selv installere stikdåsen - det er ulovligt.

· Selvom du har en udendørs stikdåse, kan du let få brug for mere rækkevidde, hvis lyskædens længde ikke er tilstrækkelig. Her skal du altid bruge en forlængerledning, der er beregnet til udendørs brug. De kan købes hos de fleste autoriserede installatører og byggemarkeder.

· Du bør undgå at få kabler i klemme mellem vindueskarme, døre eller lignende, både inde og ude. Hvis ledningerne bliver klemt, kan de strømførende dele komme i kontakt med træ eller lignende og forårsage brand, ligesom du selv kan få stød, hvis du rører ved dem.

· Julelys er flotte, men bruger strøm. Tænk på, hvor længe du har dem tændt. Du kan eventuelt købe LED-lys, som bruger mindre strøm, eller kun have lysene tændt om aftenen, før du går i seng. Brug eventuelt tænd og sluk-ure.

Pressekontakt

Mads Risgaard Knudsen
Konsulent i Sikringsgruppen
  77 42 42 26

Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire