Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/01-14   -   Pressemeddelelse

En vigtig sag drukner i talforvirring

TEKNIQ udsendte mandag den 20. januar i pressemeddelelsen "Elulykker skader mindst 7.000 danskere årligt"

Sikkerhedsstyrelsen har netop udsendt en pressemeddelelse, med oplysning om, at TEKNIQ skulle have bragt et forkert tal for antallet af årlige elulykker.

- Vi undrer os over den påstand, eftersom vi har fået tallene fra Statens Serum Institut, og vi har i går, mandag, leveret al dokumentation for tallene til Sikkerhedsstyrelsen, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Alle tal i pressemeddelelsen er leveret af Forskerservice på Statens Serum Institut efter en projektbeskrivelse om at "følge udviklingen i antallet af elulykker og publicere data". Udtrækket er betalt af TEKNIQ og foretaget og leveret af Forskerservice i november 2013.

De endelige tal, som fremgår af pressemeddelelsen, er gennemgået med Forskerservice forud for publiceringen.
I pressemeddelelsen fra Sikkerhedsstyrelsen står, at tallet ifølge Statens Serum Institut ikke er korrekt. TEKNIQ har, efter henvendelse fra Sikkerhedsstyrelsen, taget kontakt til Statens Serum Institut for at få at vide, hvor den angivelige fejl skulle være.

- Det afventer vi stadig et endeligt svar på, og derfor undrer det, at Statens Institut for Folkesundhed - der samarbejder med Statens Seruminstitut - forholder sig offentligt til tallene uden at have berigtiget tallene overfor os. Hvis Statens Serum Institut har givet misvisende oplysninger i forbindelse med et udtræk, som TEKNIQ har betalt for, så burde Statens Serum Institut/Statens Institut for Folkesundhed bringe orden i disse misforståelser overfor os, siger Niels Jørgen Hansen og fortsætter:

- Men det værste er, at myndighederne hver især har meldt en række vidt forskellige tal ud på, hvor mange elulykker der egentligt sker i Danmark. Det er en vigtig sag, som nu drukner i talforvirring.

Sikkerhedsstyrelsen har i rapporter fra 2009 og 2010 skrevet, at der er henholdsvis 5.600 og 5.900 årlige elulykker i Danmark. Et tal der ikke ligger langt fra tallet fra Statens Serum Instituts (cirka 7.000 med en usikkerhedsprocent på 10 %)

Sikkerhedsstyrelsen skriver nu i pressemeddelelsen, at det rigtige tal ifølge Statens Institut for Folkesundhed er 1.600 elulykker årligt.

- Nu må myndighederne skabe orden i eget hus og bringe klarhed over antallet af el-ulykker i Danmark. Talforvirringen vidner om, at myndighederne åbenlyst ikke er i stand til at levere entydige tal på dette meget alvorlige område. Faktisk melder Sikkerhedsstyrelsen nu tal ud, der ikke passer sammen med tal, som selv samme styrelse har leveret tidligere, siger Niels Jørgen Hansen og fortsætter:

- TEKNIQ bestilte tal for antallet af elulykker hos Statens Serum Institut, fordi Sikkerhedsstyrelsen ikke kunne levere tal til os. Vi mener, det er et vigtigt område at følge, fordi elulykker er meget alvorlige. TEKNIQ har tidligere udtrykt behov for at få en offentlig statistik for elulykker, for det er myndighedernes opgave at tilvejebringe ordentlig statistik. Det behov er ikke blevet mindre af denne sag.

Pressekontakt

Niels Jørgen Hansen
Administrerende direktør
  77 42 42 32
  40 74 43 60

Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire