06/05-14
-
Pressemeddelelse
Utilstrækkelig energiplan fra regeringen
Regeringens strategi for energirenoveringer rummer kun fornuftige forslag. Alligevel er planen utilstrækkelig, mener TEKNIQ, som repræsenterer de 2.800 virksomheder, der udfører de tekniske energirenoveringer i boliger, skoler, institutioner og kontorer.
- Strategien er i sig selv fornuftig, men den mangler handling og kan ikke stå alene. Den må følges op af konkrete initiativer, som stimulerer efterspørgslen efter energirenoveringer, så Danmark kan leve op til det ambitiøse mål om store CO2-reduktioner inden 2020, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør, TEKNIQ.
- Vi er meget tilfredse med, at der med strategien kommer stort fokus på bygningens indre - frem for det tidligere næsten ensidige sigte på klimaskærmen, siger Niels Jørgen Hansen.
TEKNIQ har opstillet en tre-punkts plan, som fremmer energirenoveringer, nedbringer CO2-udslippene kraftigt, reducerer el- og varmeregningerne samt skaber arbejdspladser og vækst:
Et mere grønt håndværkerfradrag, der stimulerer til energirenoveringer i alle typer boliger og skaber grønne jobs i byggebranchen og hos de mange nye, danske green tech-virksomheder.
Ambitiøse krav til det offentliges energirenoveringer. Vi behøver ikke bygge nyt eller bygge helt om hver gang - meget kan nås med el- og varmestyring og renoverede opvarmningsformer, fx varmepumper.
Læg en plan for udskiftning af de resterende 200.000 oliefyr, som hører til blandt noget af det værste på CO2-regnskabet.
- I dag har vi det store problem, at både skoler og plejehjem faktisk er i meget dårlig energimæssig stand. Vi har gode erfaringer med, at der ofte kun skal lidt til for at forbedre fx en skoles energiregnskab. Det vil være gavnligt med en konkret og ambitiøs plan for at nedbringe energiforbruget i alle typer offentlige bygninger, siger Niels Jørgen Hansen.
Skoler og plejehjem spilder energi
Tal fra Statens ByggeforskningsInstitut dokumenterer, at folkeskolerne er markant ringere energimærket end stort set alle andre bygninger. Blot 16 procent af alle skoler ligger i de næstbedste B og C-energikategorier. Ingen er A-mærkede.
Hele 84 procent af skolerne ligger i de dårligste energikategorier D, E, F og G.
Når det gælder øvrige offentlige institutioner, er billedet også slemt: 87 procent af alle institutioner er mærket D, E, F og G. Også her er nul procent A-mærkede. (*
- Det kan vi gøre bedre i Danmark. Alt for mange steder er varmeregningen for høj og vi kan med relativt små investeringer passe bedre på skoleelever, gamle og de medarbejdere, som døjer med dårligt indeklima, siger Niels Jørgen Hansen.
Regeringens strategi for energirenoveringer blev fremlagt 5. maj på et møde i Netværket for energirenovering, hvor flere hundrede repræsentanter fra erhvervsliv og forskning i et par år har arbejdet på at tilvejebringe det tekniske grundlag for en ambitiøs politik.
- TEKNIQ opfordrer regeringen til at arbejde videre. Der er behov for at supplere strategien med yderligere planer og mål, som meget vel kan tages med i den kommende vækstplan, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør, TEKNIQ.
Pressekontakt
Niels Jørgen Hansen
Administrerende direktør
77 42 42 32
40 74 43 60
Firma
TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup,
Danmark
77 41 15 52
41 44 47 22
http://www.tekniq.dk
Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail
Tilmeld dig her