12/05-11
-
Pressemeddelelse
Telenor køber MVNO Systems
Telenor Danmark køber MVNO Systems, der har specialiseret sig i at hjælpe nye mobilselskaber med at komme hurtigt i gang på markedet. Telenor styrker dermed sin wholesale-forretning og får adgang til en unik it-platform til driften af lavprisselskaber.
"Købet af MVNO Systems er en strategisk investering. MVNO Systems har med stor dygtighed udviklet markedets bedste it-platform til wholesale-kunder. Vi ser et stort potentiale i at overtage denne platform, som vi både kan bruge til at tiltrække wholesale-kunder, men som også kan give værdi i vores egne selskaber på lavprismarkedet," siger Telenors erhvervsdirektør Jesper Hansen.
Telenor og MVNO Systems har haft et tæt samarbejde, siden tele-iværksætteren Frank Rasmussen grundlagde MVNO Systems i 2008.
"Det er med stolthed, at vi nu overdrager selskabet til en så stor og markant spiller på telemarkedet som Telenor. Telenor kender os, og jeg ser dem som de helt rigtige ejere til at føre selskabet videre i en tid, hvor netværk og IT smelter sammen," siger stifteren af MVNO Systems, Frank Rasmussen.
"På baggrund af mange års erfaring fra telebranchen har MVNO Systems udviklet et it-system, der fjerner den kompleksitet, som traditionelt har været forbundet med at starte et mobilselskab. Selskaber, der har kørt på MVNO Systems' platform igennem de sidste par år, har konsekvent scoret højt i kundetilfredshedsanalyser," siger Jesper Hansen fra Telenor.
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og bredbånd. Vi er en del af en global virksomhed, som er et af Nordens største teleselskaber og verdens sjettestørste leverandør af mobiltelefoni. Telenor er repræsenteret i 14 lande, og på verdensplan hjælper vi over 203 millioner kunder med at kommunikere. Danmark er et fokusområde for Telenor. Her er vi mere end to tusinde medarbejdere, som hver dag yder vores bedste for at gøre det enkelt og nemt for vores kunder at kommunikere. Det er vigtigt for os, at Danmark bliver et førende videnssamfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i den danske teleinfrastruktur. I Danmark er CBB Mobil, BiBoB og Canal Digital også en del af Telenor-familien.
Relevant information
http://www.telenor.dk