09/07-10
-
Pressemeddelelse
TeliaSonera har solgt Stofa
TeliaSonera har i dag underskrevet en aftale om salget af hele sin aktiebeholdning i datterselskabet: Telia Stofa (Stofa) til Ratos - et børsnoteret investeringsselskab med Nordisk fokus. Salgsprisen er DKK 1,1 mia.
TeliaSonera opkøbte Stofa i 1995, og i løbet af TeliaSoneras ejerskab har Stofa udviklet sig til en førende triple-play operatør i Danmark inden for kabel-TV og bredbånd. I dag tilbyder Stofa et bredt udvalg af TV-tjenester, højhastighedsbredbånd og telefoni til sine kunder. Igennem hele perioden har Stofa opereret som et selvstændigt datterselskab under TeliaSonera Gruppen, og i de sidste tre år er alle tjenester blevet markedsført under "Stofa"-brandet.
Per-Arne Blomquist, CFO TeliaSonera:
"I de femten år, hvor Stofa har været en del af TeliaSonera Gruppen, har vi set en stærk udvikling i virksomhedens produkter og markedsposition. Men i dag er virksomheden ikke længere en del af TeliaSoneras strategi i Danmark. Derfor er vi meget tilfredse med at kunne overdrage Stofa til en ejer, som kan udvikle virksomheden i fremtiden."
Ole Simonsen, adm. direktør, Stofa:
"Salget af Stofa er et naturligt næste skridt, som vil gøre Stofa i stand til fortsat at tilbyde fleksible og innovative produkter. Vi ser frem til at begynde et nyt kapitel i Stofas udvikling med Ratos som ejer. Ratos har betydelig erfaring inden for innovation - en erfaring, som alle Stofas kunder vil drage fordel af."
Handelsbanken Capital Markets har ageret som finansiel rådgiver for TeliaSonera.
Aftalen skal til godkendelse hos relevante konkurrencemyndigheder såvel som hos TeliaSoneras bestyrelse. TeliaSonera får i forbindelse med handlen en kapitalgevinst på over DKK 500 mio., som vil indgå i koncernens regnskab for tredje kvartal 2010.
Om Stofa
Stofa blev etableret i Danmark i 1959 og har hovedkvarter i Horsens. Stofa tilbyder sine tjenester til cirka 345.000 husstande i mere end 300 antenneforeninger, via et 2.100 km fiber back-bone. Omsætningen i 2009 var på DKK 1.024 mio., EBITDA var DKK 166 mio., og EBIT var DKK 92 mio. Stofa har cirka 500 ansatte.
---
Yderligere oplysninger TeliaSonera's pressekontor: +46-771 77 58 30
Relevant information
http://www.telia.dk
Firma
Telia Danmark
Holmbladsgade 139
2300 København S ,
Danmark
28 27 01 70
http://www.telia.dk