20/05-09
-
Pressemeddelelse
Tellio oplever fortsat markant vækst på udlandstelefoni
De seneste publicerede tal fra IT- og Telestyrelsen for sidste halvår af 2008 viser, at bredbåndstelefoniselskabet Tellio fortsat oplever markant vækst på udlandstelefoni.
Allerede sidste halvår af 2007 stod Tellio for mere end 25 % af danskernes bredbåndssamtaler til udlandet og oplevede her en stigning i volumen på udlandstelefoni på over 147 procent, hvilket selskabet selv mener, var den største vækst på udlandstelefoni blandt alle bredbåndsteleselskaber i Danmark på daværende tidspunkt.
Selskabet har nu igen vist sin styrke og oplever en markant stigning. Tellio står nu for 40 % af danskernes udlandssamtaler via bredbånd, hvilket gør dem til den største udbyder på området.
Selv de nærmeste konkurrenter Sonofon og TDC , har her svært ved at hale ind på Tellio med markedsandele på blot 11,5% og 5,1%.
Hvis man kigger på tallene for udlandstrafikken via fastnet i Danmark generelt, har Tellio på et halvt år her fordoblet udlandstrafikken og har derved også her forbedret sin position og rykket fra at være den femtestørste udbyder til at være den tredjestørste udbyder efter konkurrenterne TDC og Sonofon.
Tallene viser samtidig, at Tellio også vinder ind på indlandstrafikken via bredbånd. Selskabet har her styrket sin position og er nu fjerdestørste udbyder efter store selskaber som Sonofon, TDC og Fullrate.
"Med den verserende finanskrise er det naturligvis glædeligt, at vi kan hjælpe vores kunder med at spare rigtig mange penge på telefonregningen, og i en tid hvor traditionelt fastnettelefoni stadig bliver dyrere, er skiftet til bredbåndstelefoni både nemt og oplagt.
Vi er sikre på, at flere og flere forbrugere fremover vil benytte sig af fordelene ved bredbåndstelefoni.
I forvejen er der mange af vores kunder som anbefaler Tellio til venner og bekendte via vores tip en ven-funktion, hvilket har skabt mange loyale kunder. Vi oplever særligt en stigning i kunder med anden etnisk baggrund end dansk, som f.eks. har familie i udlandet og ofte ringer hjem," udtaler direktør hos Tellio Brian Petersen.
Tellio vil fortsat styrke sin position på det danske marked og forventer henover sommeren at lancere flere spændende tiltag.
Om Tellio
Tellio indgår i Telio-koncernen, som er Nordens førende og hurtigst voksende udbyder af netuafhængig bredbåndstelefoni. Koncernen har tilbudt bredbåndstelefoni til det europæiske marked siden 2003 og har i dag flere end 150.000 kunder. I Danmark tilbyder Tellio bredbåndstelefoni til private forbrugere samt mindre virksomheder. Med Tellio bredbåndstelefoni ringer kunderne gratis i Danmark og til mere end 165 andre lande med store besparelser på telefonregningen til følge.
Relevant information
http://www.tellio.dk