17/02-11
-
Pressemeddelelse
Spies eget flyselskab får otte nye Airbus-fly
Spies' eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, er på vej med en udskiftning af seks af selskabets A321-fly og to A320-fly. Moderselskabet Thomas Cook Group har i første omgang bestilt 12 A321-fly hos Airbus til levering frem til 2014. Listeprisen for de nye fly ligger på 96 mill. US-dollars (532 mill. kr.) pr. styk.
- Sideløbende med købet af de 12 fly skal der indgås leasingaftaler om en udskiftning af gruppens øvrige 59 kortdistancefly. Flere af disse fly vil blive leveret tidligere end de købte fly. Det gør det muligt, at vi allerede i 2013 kan modtage de første fire af otte nye A321-fly, fortæller direktør Torben Østergaard fra Thomas Cook Airlines, der har ca. 1.000 ansatte og hovedkontor i Københavns Lufthavn.
Flyene installeres med helt nyudviklede "sharklets" - også kendt som "winglets".
- En speciel vingekonstruktion med opadvendte vingetipper vil betyde en brændstofbesparelse på hele 3,5 pct. Samtidig vil CO2-udledningen blive reduceret med 700 tons pr. fly. Det passer fint til vores miljøprofil. Sammen med lavere udgifter til vedligeholdelse af de nye fly giver besparelsen på brændstof en bedre driftsøkonomi end på de fly, som vi råder over i dag, fortæller Torben Østergaard.
Flyene indrettes med 211 nyudviklede stole. - Konstruktionen af dem gør, at gæsterne vil få fem-seks centimeter ekstra benplads, siger Torben Østergaard.
Thomas Cook Group råder i dag over 93 fly. Senere på året skal der tages stilling til hvilken flytype, der skal erstatte gruppens langdistancefly. I dag benytter Thomas Cook Airlines Scandinavia Airbus 330-200 og Airbus 330-300.
Fakta om Airbus 321:Stykpris: 532 mill. kr. - svarende til prisen på 131.000 en-ugers rejser til Gran Canaria, 532 Ferrari-biler (uden afgifter) eller 266 parcelhuse til en gennemsnitspris på 2 mill. kr. Flyet kan flyve 5.500 km non-stop med 211 passagerer. En A321'er er 44,5 meter lang og 11,7 meter høj. Airbus har fremstillet 629 A321-fly - andre 880 fly af samme type er i ordre.
Billedtekst:
Thomas Cooks nye fly udstyres på vingerne med såkaldte "sharklets", som vil reducere fuelforbruget med mindst 3,5 pct.
Relevant information
http://www.thomascookairlines.dk