Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/06-16   -   Pressemeddelelse

Film på Plænen i Tivoli fra den 3. juli

Nu er det tid til Film på Plænen i Tivoli. I samarbejde med CPH PIX kombineres filmoplevelser og udendørsliv, når Tivoli henover sommeren viser fem film under åben sommerhimmel på en 30 m2 storskærm på Plænen. Inspireret af sommerens store kommende sportsbegivenheder - EM, VM, Champions League, De Olympiske Lege - er temaet til Film på Plænen i år sat i sportens tegn.

Der lægges ud med filmen Sommeren '92 den 3. Juli kl. 20, hvor Ulrich Thomsen spiller den stædige landsholdstræner, Richard Møller Nielsen, der i 1992 førte det danske landshold til en uventet EM-sejr.

Duften af nypoppede popcorn, lyden af bægeret der fyldes, det glimtende blå lys fra den store skærm. Vi kender det alle. Fra biografens sale eller hjemme fra stuen, når vi sætter os med popcorn og streamer film. Henover sommeren kan duften af tulipaner og lyden af hvin fra Fatamorgana tilføjes, når Plænen i Tivoli lægger rammerne til en oplevelse, der hylder fællesskab, venskab og engagement, inden for en bred ramme af sportens verden. I årets film er både benhårdt arbejde og konkurrence fællesnævneren.

Jacob Neiiendam, Festivaldirektør, CPH PIX, siger:
"Vi er glade for atter at være med til at skabe hyggelige filmoplevelser for Tivolis gæster. I år har vi taget handsken op, lagt os i selen og sprunget ud fra 5-meter vippen for at finde nogle underholdende og klassiske sportsfilm. Film for alle os, der synes, at sommeren er for god og kort til at tilbringe foran fjernsynet."

Fodbold, fartgrænser og forbudte trin
Intet sparkes til hjørne, når Richard Møller Nielsen (Ulrich Thomsen) fører det danske landshold til EM-sejren i Sverige i Sommeren '92. Kom og jubl med, når vi tager hul på Plænens filmprogram med et pletskud. Med filmen Ud at køre med de skøre skal smilehullerne sættes i højeste gear, når J.J. McClure (Burt Reynolds) og hans protege Victor Primze (Dom DeLuise) tager os med på et hæsblæsende gaderæs tværs gennem USA. I årets tredje film Bring it on er der linet op til en kamp på ære, værdighed, og de vildeste cheerleader-formationer, når et high school cheerleader hold, ledt an af Torrance Shipman (Kirsten Dunst), opdager at en tidligere kaptajn har stjålet deres rutiner og trin.

Der er ambitioner, miniskirts og engagement i luften. Det samme gælder filmen Strictly Ballroom, hvor det unge og ambitiøse dansepar Scott og Fran (Paul Mercurio, Tara Morice) udfordrer de konventionelle dansetrin, og efterlader publikum i et rum af kærlighed og bevægende øjeblikke. Som afslutning på programmet genfinder en hårdtslående herre sin plads i bokseringen, når Rocky Balboa (Sylvester Stallone) udfordres af en sværvægtsmester. Det lægger lige til højrebenet at tage tæppet under armen og invitere vennerne eller kæresten med, når de fem film ruller over det 30 m2 store filmlærred på Plænen i Tivoli.


Program for film på Plænen 2016
- alle film sendes kl. 20

3. juli SOMMEREN '92
17. juli UD AT KØRE MED DE SKØRE
24. juli BRING IT ON
7. august STRICTLY BALLROOM
14. august ROCKY BALBOA


FILM PÅ PLÆNEN - sport og godt
Sommeren "˜92
Kasper Barfoed, 2015, 93 min.
Med Ulrich Thomsen, Esben Smed, Mikkel Boe Følsgaard
Det kan godt være, vi ikke er med til EM i fodbold i år, men det var vi huttelihut i 1992. Shortsene var korte, krøllerne var lange, og begejstringen ville ingen ende tage, da de danske feriedrenge løb med pokalen og al opmærksomheden. Det er er også svært at holde armene og smilene nede, når man genoplever triumfen i Kasper Barfoeds guldrandede komedie med Esben Smed, Mikkel Boe Følsgaard og Cyron Melville som ikonerne Faxe, Vilfort og Laudrup. Og Ulrich Thomsen som Richard Møller Nielsen - det fynske bøgetræ, DBU slet ikke ville have som landstræner. De blev klogere, gjorde de!


Ud at køre med de skøre
Hal Needham, 1981, 95 min.
Med Burt Reynolds, Roger Moore, Farrah Fawcett
Så er der ræs! Og sikke et! Med Burt Reynolds, Roger Moore, Dean Martin, Jackie Chan, Sammy Davis Jr., Dom DeLuise, Farrah Fawcett og Peter Fonda på startlinien er "˜Ud at køre med de skøre' en stjerneparade af en actionkomedie om en stor flok kulørte tosser, der ræser tværs gennem USA i et væddeløb, der kun har én regel: Alt gælder! Kom op oplev klassikeren, der blev kult. Det er et gensyn med glimt i øjet - og underholdning i højeste gear.


Bring it On
Peyton Reed, 2000, 98 min.
Med Kirsten Dunst, Gabriell Union
Frem med pomponerne og på med miniskirtet. "˜Bring it On' er den største filmsucces om fænomenet cheerleading nogensinde. Den bredte sig som en steppebrand over hele verden i år 2000 og gjorde 18-årige Kirsten Dunst til en megastjerne. Siden er fulgt både en 2'er, 3'er, 4'er og 5'er, men intet slår originalen, hvor Rancho Carne High School er godt på vej til at vinde deres sjette amerikanske mesterskab i træk, da deres nye kaptajn (Dunst) opdager, at de i virkeligheden har stjålet alle deres sejeste move fra rivalerne The Cloves i hiphop-forstaden East Compton. Det bliver en kamp på ære, værdighed og der er lagt op til de vildeste cheerleader-formationer. Go girls!


Strictly Ballroom
Baz Luhrmann, 1992, 93 min.
Med Paul Mercurio, Tara Morice
Baz Luhrmann indtog Plænen sidste år med "˜Moulin Rouge', men inden da havde han skabt denne pallietstrålende perle, der gjorde ballroom, standarddans og forbudte trin sydende hot. Scott Hastings (Paul Mercurio) er prinsen af ballroom-dans, men hverken hans iltre partner eller det strikse australske danseforbund er meget for hans uortodokse, selvopfundne dansetrin. Det er Fran (Tara Morice) til gengæld, men kan en nybegynder med hinkestensbriller og ti tommelfingre i stilletterne være dansepartner med Scott? Og har de skyggen af en chance for at vinde mesterskabet? Vi røber intet, ud over at "˜Strictly Ballroom' har alt, hvad et romantisk dansehjerte kan begære.


Rocky Balboa
Sylvester Stallone, 2006, 102 min.
Med Sylvester Stallone, Mike Tyson
Vi slutter filmsæsonen af med en fuldtræffer. Sylvester Stallone var født til at blive Rocky, og han har selv instrueret dette sjette kapitel i eventyret om boksetrolden Balboa - af mange betegnet som et af de bedste i filmserien. 30 år efter at gongongen lød første gang, smider gamle Rocky sutskoene og tager boksehandskerne på, da han bliver udfordret af sværvægtsmesteren Mason Dixon (Antonio Tarver). Det bliver den største kamp i boksehistorien. Generationernes møde og giganternes gys.

Gode film og lækre snacks
Gode film og snacks går hånd i hånd. I år er det muligt at købe en lækker picnic-kurv, som kan nydes under filmen. Den købes via Tivolis webshop og kan købes frem til fredagen før den pågældende film.

Billeder


Pressekontakt

Torben Plank
Pressechef
  +45 33 75 04 40
  +45 22 23 74 40

Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire