Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/08-16   -   Pressemeddelelse

Tivoli inviterer til et brag af en fødselsdagsfest



173 år er ingen alder, når bare man holder sig godt. Tivoli er da også i topform på sin fødselsdag, mandag den 15. august, hvor Haven bliver et overflødighedshorn af musik, dans og underholdende indslag.

Harlekin, Columbine og Pjerrot. Tivoli-Garden, symfoniorkestret, hattekonkurrence og eventyrlig ballet. Der er noget for alle aldre, når Tivoli traditionen tro inviterer til fødselsdag.

Populære klassikere og fællessang
I Koncertsalen er der lagt op til fejring med pomp og pragt.
Tivoli Copenhagen Phil og sangerinden Kiki Brandt vil forkæle publikum med både fællessang, musicalstykker og klassisk musik af Gershwin, Tjajkovskij og andre af musikkens mestre krydret med historiske billeder fra Tivolis 173 år. Pjerrot kigger selvfølgelig også forbi med Harlekin og Columbine, der danser til H.C. Lumbyes "Drømmebilleder".,
Siden september sidste år har publikum diskuteret repertoire og indslag og stemt om, hvordan fødselsdagskoncerten skulle sættes sammen. Det er der kommet et helt enestående program ud af, men undervejs i koncerten vil der stadig være overraskende indslag for gæsterne.
Hele den storslåede koncert bliver bundet sammen af den veloplagte og lune konferencier Master Fatman.
Læs mere om koncerten her: https://www.tivoli.dk/da/sommerklassisk/2016/special+tivolis+fdselsdag

Kreér den flotteste hat
For at gøre koncerten endnu mere festlig, opfordrer Tivoli publikum til at gøre lidt ekstra ud af tøjet og ikke mindst hovedbeklædningen. For koncerten indeholder også en hattekonkurrence, hvor den flotteste, mest fantasifulde eller smukkeste hat bliver kåret. I pausen vil hattene blive udstillet i foyeren, hvor alle gæster kan stemme på deres favorit, så vinderen kan blive hyldet og præmieret.

Kom med bag kulisserne
Dagens gæster kan helt bogstaveligt talt også få en tur bag kulisserne i Tivoli. Seks gange i løbet af eftermiddagen inviterer Pantomimeteatret på rundvisning, hvor gæsterne kan se, hvordan det 142 år gamle teater fungerer bag påfuglens halefjer.
Senere på dagen er det danserne, der indtager scenegulvet med et potpourri over pantomimens bedste scener "En aften i Tivoli" og den anmelderroste ballet "Askepot" med scenografi af Dronningen og musik af Oh Land.

Hyldest og festfyrværkeri
Det er ikke kun selve Haven, der bliver fejret den 15. august. På Plænen vil de unge musikere, der efter god og tro tjeneste træder ud af Tivoli-Garden, blive hyldet med medaljeoverrækkelse for deres mange år i Garden.
Og selvfølgelig vil dagen blive afsluttet med flotte farver og store raketter, når det spektakulære festfyrværkeri går i gang klokken 23 fra taget af Tivolis Koncertsal.

Program for Tivolis fødselsdag den 15. august

14.00 - 16.00 Børneforestilling med Rasmus Klump hver time
15.00 - 17.30 Rundvisning på Pantomimeteatret hver halve time
16.00 Tivoli-Gardens strøgparade
17.00 Tivoli-Gardens medaljeoverrækkelse
18.30 En aften i Tivoli, Pantomimeteatret
19.30 Tivolis fødselsdagskoncert, Tivolis Koncertsal
20.00 Askepot, Pantomimeteatret
23.00 Det store fødselsdagsfyrværkeri

Billeder


Pressekontakt

Torben Plank
Pressechef
  +45 33 75 04 40
  +45 22 23 74 40

Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire