18/04-17
-
Pressemeddelelse
Tivoli har premiere på helt ny musikscene
På torsdag d. 20. april har Tivoli premiere på en ny musikscene, når det nybyggede Orangeriet indvies i midten af Haven. Fra scenen i Orangeriet kan Tivolis gæster hele sommersæsonen høre en bred vifte af forskellige koncerter, når der mandag til torsdag spiller alt fra folk og world-musik, klassikere og kendte evergreens til onsdagsjazz. Hver torsdag står der ny dansk musik på programmet under det nye koncept 'Lillefredag'. Der lægges ud med den anmelderroste folkpop-gruppe The Rumour Said Fire, der indvier den nye scene i Orangeriet. Det sker på torsdag den 20. april kl. 18.30 sammen med Harlekin og Columbine, og dermed tages der hul på 23 torsdage med 'Lillefredag' i Tivoli.
Musik i eventyrlige rammer
Tivolis nye scene i Orangeriet vil have plads til 800 siddende og stående koncertgæster i det nye, grønne haveanlæg omkring scenen. Dermed får gæsterne mulighed for at komme helt tæt på den intime koncertoplevelse hele sommersæsonen. Orangeriet er holdt i en klassisk, let, eksotisk og nostalgisk stil og er opført i området mellem Det kinesiske Tårn og Nimb Terrasse.
Der er igen Fredagsrock på fredag den 21 april, hvor Joey Moe starter sin sommerturné til Fredagsrock
Som en del af Tivolis store musikprogram blev årets Fredagsrock skudt i gang sidste fredag. På fredag er pophitmageren Joey Moe klar på scenen foran Plænen. Her skyder han sin sommerturné i gang, med hvad han selv kalder en kæmpe privatfest for Havens gæster:
"Der er næppe noget bedre sted at sparke min sommertour i gang end til Fredagsrock, og jeg glæder mig sindssygt meget. I Tivoli vil jeg helt klart have noget ekstra krudt med til festen. Vi har lidt nye sange med, og vi tager showet til næste niveau. Når solen går ned over Tivoli på fredag, kommer jeg ind og holder en kæmpe privatfest og lover hjertevarme til alle".
Orangeriet åbner på torsdag kl. 18.30 med The Rumour Said Fire. Anmeldere og musikjournalister er velkomne til at overvære koncerten og deltage i åbningsreceptionen fra kl. 18.00 med ledsager. Tilmelding skal ske til Stine Albrechtsen på stal@tivoli.dk eller på 22 23 72 43.
Om The Rumour Said Fire
Anmelderroste The Rumour Said Fire blev med singlen 'The Balcony' i 2009 en af de få danske grupper, der er lykkedes med at slå i gennem med en debut-EP. EP'en 'The Life and Death of a Male Body' strøg til tops på flere albumhitlister, og successen kulminerende med P3's Talentpris i 2010. Sidenhen er det blevet til to studiealbum og det tredje, 'Crush', er på vej til april med bl.a. singlen 'Television Personalities'. The Rumour Said Fires folkepop trækker referencer til Simon & Garfunkel, men tilføjer også en mere nutidig indielyd, som vi bl.a. kender fra skotske Belle & Sebastian.
Om Joey Moe
Den dansk-hawaiianske R&B- og popsanger Joey Moe debuterede i 2006 med albummet Moe Town og har siden udgivet seks studiealbum, haft over 25 platin- og guldcertificeringer med titler som 'Flip It (Like a DJ)', 'Yo-Yo', 'Gi' Mig' og 'Smukkest på en søndag' samt deltaget i de populære tv-show Toppen af Poppen og Voice Junior. Popprinsen har med sine 117.000 følgere på Instagram og endnu flere på Facebook en dedikeret fanscare, der følger ham i tykt og tyndt.
Pressekontakt
Torben Plank
Pressechef
+45 33 75 04 40
+45 22 23 74 40
Firma
Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V,
Danmark
+45 22 23 74 40
+45 22 23 74 40
http://www.tivoli.dk/