Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/05-11   -   Pressemeddelelse

Amatørmusik for fuld skrue i Tivoli

Der er glæde i amatørmusiklivet, for i løbet af sommeren vil hundredvis af musikere i alle aldre gå på scenen i Tivolis nye koncertserie CON-AMORE - og for manges vedkommende vil de for første gang i livet prøve at stå ansigt til ansigt med et publikum i en koncertsal med over 1800 pladser.

Unge, spirende talenter og landets bedste amatørensembler spiller og synger denne sommer fra hjerte til hjerte i én af Danmarks mest traditionsrige koncertsale: Koncertsalen i Tivoli.

Koncertrækken, der har fået navnet CON-AMORE, er blevet til på initiativ af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht:

"I en tid, hvor musikundervisningen i folkeskolen bliver stadig mere nedprioriteret, er det endnu vigtigere end før at skabe platforme for musiklivets nederste vækstlag. Tivoli bidrager allerede med en musikalsk grunduddannelse for drengene i Tivoli-Garden. Men nu udvider vi med en nyskabelse i form af koncertserien CON-AMORE, hvor både de yngste musikere og de bedste amatører viser deres niveau og spilleglæde i perfekte rammer ved 13 koncerter i Koncertsalen."

Glæde i amatørmusiklivet

Formand for Dansk Amatør Musik (DAM), Ulrik Hedegaard, er meget positiv over for det nye tiltag i Tivoli:

"Vilkårene for musikundervisningen i den danske folkeskole er jo desværre ikke, hvad de har været, og bl.a. derfor har amatørensemblerne i Danmark en vigtig arv at løfte, når det kommer til at fostre kommende generationer af professionelle musikere. Som formand for Dansk Amatørmusik er jeg derfor utrolig glad for, at Tivoli hjælper os med at løfte opgaven."

Også formanden for Dansk Amatørorkester Samvirke (DAOS), Louise Broch, hilser det nye tiltag i Tivoli velkommen:

"Dansk Amatørorkester Samvirke ser med glæde, at Tivoli igen har fået etableret et samarbejde med vores amatørorkestre. Det er sjældent, at amatørmusikere har mulighed for at optræde i så stor og hæderkronet en sal som Tivolis Koncertsal uden at skulle betale leje, og DAOS ser den nye koncertrække CON-AMORE som en stor styrkelse af amatørmusikområdet."

Et scoop at blive inviteret inden for i Tivoli

Ulrik Hedegaard (formand for DAM) er selv aktiv amatørmusiker og har ikke svært ved at sætte sig ind i, hvad det betyder at have en Tivoli-koncert stående i kalenderen:

"Det betyder uendeligt meget for et amatørensemble at blive inviteret inden for i det etablerede musikliv. En koncert i Tivoli giver et fælles mål at arbejde hen imod; det styrker både det sociale sammenhold i ensemblet og glæden ved at spille - og begge dele er essentielle forudsætninger for, at det enkelte ensemble kan udvikle sig kunstnerisk."

Gratis entré til alle 13 koncerter med årskort

Konceptet er enkelt og til at forstå: Tivoli stiller rammerne til rådighed, mens ensemblerne udfylder dem med deres talentmasse. Resultatet er 13 CON-AMORE-koncerter med fri entré for alle med et årskort til Tivoli. Gæster uden årskort slipper med en flad 50'er i døren, foruden entréen til Tivoli.

Musikchef Henrik Engelbrecht forudser, at der er store oplevelser i vente på begge sider af scenen:

"Jeg er sikker på, at ikke bare musikerne og sangerne får en oplevelse for livet, men at deres musikalske entusiasme også vil skabe store oplevelser for os, der sidder i salen og lytter. "

PRAKTISK INFORMATION

Den første ud af i alt 13 CON-AMORE -koncerter finder sted 26. maj 2011, den sidste 12. august 2011.
Samtlige koncerter kan ses på Tivolis hjemmeside: http://www.tivoli.dk/con-amore

Ensemblerne kommer fra København, Valby, Hellrup, Lyngby-Taarbæk og Rødovre:

26.maj: Unge deltagere i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence
3. juni: Rødovre Concert Band
5. juni: Det Danske Suzuki Institut
7. juni: Amatørsymfonikerne
10. juni: Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester
11. juni: Sankt Annæ Symfoniorkester
13. juni: DUSIKA - De Unge Strygere I København
14. juni: Studenter-Sangforeningen
21. juni: Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester
22. juni: Københavns Drengekor
26. juni: Concord Brass Band
12. juli: Tivoli-Gardens Musikkorps
12. august: Tivoli-Gardens Musikkorps

Alle koncerter begynder kl. 19.30, på nær Suzuki Instituttets koncert 5. juni, der begynder kl. 14.00.

Udpluk af solister ved koncerterne:

Olli Leppäniemi, klarinet
Frederik Øland, violin

Asbjørn Nørgaard, bratsch
Tanja Zapolski, klaver
Rikke Sandberg, klaver
Frederik von Würden, klarinet
Lasse Mauritzen, horn
Gert Henning-Jensen, tenor

Relevant information

http://www.tivoli.dk/


Pressekontakt


Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire