Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/11-11   -   Pressemeddelelse

Wienerblod i Tivoli

De er født i henholdsvis Ikast og på Frederiksberg, men har begge guldrandede, internationale karrierer. Til sommer sætter baryton Bo Skovhus og sopran Inger Dam-Jensen hinanden stævne i Tivolis Koncertsal, hvor publikum vil kunne opleve de to verdenssangerne i et pikant og smægtende operetteprogram.

Fødselsdagskoncert med prominente solister
Koncerten med Bo Skovhus og Inger Dam-Jensen finder sted i anledning af Tivolis 169 års fødselsdag den 15. august 2012. Fødselsdagskoncerten til sommer er muntert anlagt med populære uddrag fra Johann Strauss' Flagermusen og Wienerblod, Emmerich Kálmáns Czardasfyrstinden og Franz Lehárs Den glade enke. Tivolis Symfoniorkester spiller under ledelse af den svenske dirigent Ola Rudner, som har markeret sig som en ægte operette-specialist, bl.a. på Volksoper i Wien.

Billetter i salg nu
Tivolis fødselsdagskoncert finder sted onsdag 15. august 2012 kl. 19.30 i Tivolis Koncertsal. Billetter til koncerten sælges fra tirsdag 8. november 2011 via www.tivolifestival.dk, www.billetlugen.dk og Tivolis Billetcenter, Vesterbrogade 3, telefon 33 15 10 12.

Billetpriser: A 495 - B 450 - C 395 - D 295 + gebyr (inkl. entré til Tivoli). Der gives 15 % rabat ved køb i Tivolis Billetcenter mod fremvisning af et gyldigt årskort til Tivoli.

FAKTA

Om koncerten
Operettegalla i Tivolis Koncertsal onsdag 15. august 2012 kl. 19.30 i anledning af Tivolis fødselsdag. Tivolis Symfoniorkester dirigeres af Ola Rudner, og solisterne er baryton Bo Skovhus og sopran Inger Dam-Jensen (for yderligere information og billetsalg henvises til www.tivolifestival.dk).

Om solister og dirigent

Bo Skovhus er født i Ikast i 1962. Den danske barytonsanger brød for alvor igennem i titelpartiet i Mozarts Don Juan på Wiener Volksoper i 1988. Siden har Bo Skovhus sunget hjemmevant på førende operascener som The Metropolitan i New York og over for stjernesangere som Roberto Alagna, Angela Gheorghiu og Anna Netrebko. Bo Skovhus har i dag fast base i Wien.

Inger Dam-Jensen debuterede på Den Jyske Opera i 1991. Hun blev optaget i Den Kongelige Operas solistensemble i 1993 - året, hvor hun også vandt den prestigefulde internationale sangerkonkurrence i Cardiff. Prisen banede vejen til verdens førende koncert- og operahuse, og den danske sopran er i dag lige så ofte at høre som koncert- og operasolist i udlandet som herhjemme.

Ola Rudner er født i Sverige og har et tæt forhold til mange af de skandinaviske orkestre, foruden en række førende orkestre i Australien. Ola Rudner har siden sæson 2003-04 været chefdirigent for Haydn orkestret i Bolzano i Italien samt for Wüttembergische Philharmonie Reutlingen i Tyskland siden 2009. Som operadirigent er Ola Rudner fast tilbagevendende gæstedirigent på bl.a. Volksoper i Wien.

Tivoli Festival - Nordens største klassiske musikfestival
Tivolis fødselsdagskoncert er del af programmet i sommerens Tivoli Festival - Nordens største klassiske musikfestival, der har hjemme i Tivolis Koncertsal, og som har Tivolis Symfoniorkester som sin musikalske rygrad. Festivalens præsenterer hvert år fra maj til slutningen af august i omegnen af 50 klassiske koncerter med etablerede verdenssangere og unge stortalenter.

Relevant information

http://www.tivoli.dk/


Pressekontakt


Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire