Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/04-12   -   Pressemeddelelse

Tivoli åbner med interaktive radiobiler og bier

Torsdag den 12. april åbner Tivoli med temaet "blomsterne og bierne" og tager fat på sommersæson 170. De første 4 åbningsdage former sig som en hyldest til foråret. Med Forårsparaden går startskuddet til 165 åbningsdage med nye interaktive radiobiler, restaurant åbninger og en ny Musikuge. Dæmonen, Dragen og alle de andre forlystelser kører fra 12. april til og med 24. september.

Krukker, fade og blomsterbede tilplantet med tusindvis af påskeklokker, liljer, kejserkroner og tulipaner holdt i forårets farver byder gæsterne velkomne. Blomsterne danner også rammerne om den nye forårsparade, der synger, summer og danser sig gennem Tivoli. Paraden består af blomsterudsmykkede vogne med bl.a. summende blomsterbier, kåde får og en meget elegant sommerfugl. Der er lagt græs foran Pantomimeteatret og på Plænen, og der holdes fast i gratis adgang for børn op til 8 år.

Åbningsprogram: Tivoli 12. april 2012

11:00 - Tivoli åbner portene til tonerne fra Tivoli-Garden
11:05 - Dosseringens Vuggestue kører i Linie 8 fra Hovedindgangen
14:00 - Rasmus Klump går første af dagens 4 ture i Haven
16:00 & 17:30 - Forårsparade med bl.a. Pjerrot, Columbine, Harlekin ledsaget af musik og sang
17:50 - Tivoli-Gardens Gallaparade med landgang fra Fregatten
19:00 - Pantomimeteatret: Harlekin fristet af Gratierne
19:30 - Premiere på Linie 3 i Glassalen
19:30 & 21:00 - Premiere på TorsdagsSelskabet med bl.a. trommeslageren Carsten Landors på Harmonipavillonen
20:30 - Pantomimeteatret: Harlekin Skelet
21:45 - Tivoli Illuminationer på Tivoli Søen
22:45 - Fyrværkeri fra koncertsalens tag

Interaktiv forlystelsesnyhed
Årets forlystelsesnyhed er uden tvivl, de specialdesignede radiobiler, der har fået tilført et interaktivt skydespil. Radiobilerne bliver udstyret med laser-beamere på køleren, som kan bruges til at få ram på de andre radiobiler eller ramme mål placeret langs banen. Når tju-bang turen er forbi, kan kørerne på en tavle se, hvem der fik flest pletskud, og hvem der bedst undgik at blive ramt eller "beamet" under den hæsblæsende biljagt. Radiobilerne har siden første tur i 1926 haft klassiker status på linje med Rutschebanen. Med det nye spil føjer Radiobilerne sig til listen over interaktive forlystelser i Tivoli, der også tæller Vertigo og Minen.

Skærsildens jubilæum
Skærsilden fejrer 60 års fødselsdag med et opdateret design, hvor de legende børn får oplevelsen af at træde ind i den store, hemmelige Tivolimaskine, der holder Haven kørende. Rullende trapper, blinkende lys og talløse udfordringer skal børnene igennem før de kommer ud på den anden side et par raske oplevelser senere. Forlystelsen Galajen der lagde til i Tivoli i 1937 får også en ny vild pirat lydkulisse samt et stjernetæppe, så det føles, som om man rider på bølgerne i stjernernes skær.

Satser 50 millioner til oplevelser
Tivoli har sat over 50 mio. kr. af til kulturelle tilbud, der spænder vidt fra rock, jazz, ballet, børneunderholdning, verdensmusik til klassisk på Plænen. Med en ny Musikuge får hver dag deres egen profil, hvor gæsterne i sommersæsonen på særlige dage f.eks. kan høre Dario Campeotto synge klassikere med Tivolis Promenadeorkester, til Dj's på onsdage, og Big Bandet forvandler lørdag aften til LørdagsSwing, hvor de bl.a. folder sig ud med topcrooneren Michael Carøe.

Fredagsrock med vokseværk
Fredagsrock på Plænen tæller i år navne som The Cardigans, Wolfmother og Malk De Koijn. Fredagsrock lægger ud med The Storm 13. april.

FamilieSøndag
Børnene kan møde Rasmus Klump rundt omkring i Haven, og i hele sommersæsonen er der nu fast søndagsunderholdning med Rasmus Klump kl. 13:00. Ole Kibsgaard har i selskab med sit band skabt et nyt familievenligt show anført af Rasmus Klump, Harlekin, Columbine og Pjerrot. På alle søndage trækker Tivoli-Garden i gallauniformen og går parade i Haven.

Relevant information

http://www.tivoli.dk/


Pressekontakt


Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire