30/07-13
-
Pressemeddelelse
The Raveonettes + Sort Sol rocker Tivoli
Det bliver en aften for rockelskere, når et af Danmarks ældste rockbands Sort Sol, og det populære indie-rockband The Raveonettes går på scenen til Fredagsrock.
Da Sort Sol spillede deres forårsturné, havde de to nye sange med, og på The Raveonettes Facebookside står der "Work in progress", men traditionen tro røber hverken Sort Sol eller The Raveonettes noget, så Tivolis gæster må vente og se, om de to rockbands vil spille nyt materiale.
Det bliver to topkoncerter, når først The Raveonettes og derefter Sort Sol går på scenen til Fredagsrock den 2. august klokken 22.00.
Med rockdivaen Sharin Foo og rocklegenden Steen Jørgensen bliver det en aften, der byder på guitarsoloer og poetiske rocksange, når de rocker Plænen til Fredagsrock.
The Raveonettes på turné
Rockduoen The Raveonettes, bestående af Sharin Foo og Sune Wagner, har siden 2002 udgivet syv albums og leveret hits som "Love In A Trashcan", "That Great Love Sound" og "The Enemy". Det populære indie-rock band er i øjeblikket i gang med en større turné, hvor de både spiller i USA, Canada og flere steder i Europa. The Raveonettes når også at besøge flere steder i Danmark, men når de står på Plænen til Fredagsrock bliver det deres eneste koncert i København.
Sort Sol med nye numre
Med 35 år på den danske musikscene har bandet med forsanger Steen Jørgensen i spidsen otte albums i baggagen med blandt andet hits som "Let Your Fingers Do The Walking". Da Sort Sol sidste gang spillede til Fredagsrock i 2011, havde de ekstra guitarister med på scenen, hvilket gav en ekstra hårdrocket lyd. Hvad de finder på til dette års Fredagsrock ved kun de, men Tivolis gæster er garanteret en rockaften af højeste kaliber.
Næste koncert: Det århusianske popikon Thomas Helmig indtager Tivoli den 9.august klokken 22.00.
Se mere på: www.fredagsrock.dk
Relevant information
http://www.tivoli.dk/
Firma
Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V,
Danmark
+45 22 23 74 40
+45 22 23 74 40
http://www.tivoli.dk/