Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/08-13   -   Pressemeddelelse

Tivoli runder 170 år nu på torsdag den 15. august

En karrusel og en rutschebane var blandt de to forlystelser som Tivoli bød på, da Havens grundlægger, Georg Carstensen, for 170 år siden i 1843 åbnede portene for gæsterne første gang. Da Tivoli den 15. august 1943 fyldte 100 år blev Haven på dagen besøgt af 112.802. Da Tivoli tog hul på årets sommersæson var det med tre nye forlystelser i Det muntre Hjørne. "Tivoli bliver aldrig færdig" sagde grundlæggeren og fornyelse har derfor altid været en del af Havens dna. Den 15. august runder Tivoli 170 år og der er grund til at hejse Dannebrog.

Antallet af årlige koncerter er i dag over 300, der er knap 30 kørende forlystelser og Tivoli er blevet et verdensbrand, turister er parate til at rejse til. Tivoli er verdens eneste fondsbørsnoterede selskab med eget symfoniorkester, og har gæsten en velpolstret pung, står Suite Louise på NIMB Hotel til rådighed for 45.000 kr. pr. nat. Tivoli er for alle og fødselsdagen er for længst blevet skudt i gang med nye forlystelser, mere plads til gæsterne og lørdagsfyrværkeri.

Mærk historiens vingesus
Når man står på Plænen, mærker man historiens vingesus, og man fornemmer Georg Carstensens oprindelige ide til hvad en forlystelseshave skal byde på. Den grønne park er synlig med zigzagalleens høje, gamle lindetræer. De kørende forlystelser ses i flere udgaver fra den gamle Ballongynge til det nye Himmelskib. Musik- og teaterscener er repræsenteret ved Plænen, som i dag er scenen for Fredagsrock og Glassalen, hvor folkekære skuespillere har optrådt siden Ludvig Brandstrups dage. Endelig er der cafeer og restauranter, som var en del af det oprindelige koncept og som stadig frister gæsterne.

Men lige som mamelukker til pigerne og matrostøj til drengene tilbage i 1843 er blevet afløst af miniskørt og hængerøv i modebilledet, har Tivoli også løbende fået nyt udstyr sine steder. Nye vilde forlystelser som Aquila med 4G kræfter er kommet til, mad fra fjerne verdensdele og musik der kræver elektrisk forstærkning. Netop evnen til at optage nye trends er måske årsagen til at Tivoli har overlevet 170 år, hvor verden har flyttet sig fra hestevogne til rumskibe, enevælde til EU, fjerpenne til smartphones. Tivoli består og har kunnet følge med tiden, fordi udvikling og tradition går hånd i hånd. (Læs mere på vedlagte filer med tidslinje og historien)

Ambitiøst festprogram den 15. august
Fødselsdagen falder på en torsdag, hvor Haven udover festfyrværkeri inviterer til en række musikalske oplevelser. På Plænen inviterer Tivolis Promenadeorkester til en marathonkoncert gennem 170 års Tivoli-musik, hvor kompositioner af H.C. Lumbye fylder gevaldigt op. I Koncertsalen spiller Tivolis Symfoniorkester årets traditionsrige fødselsdagskoncert, i år filmmusik med afsæt i Hollywood-klassikere som bl.a. Doktor Zhivago, E.T. og Harry Potter - det hele præsenteret af Jakob Stegelmann.

Lær og gå
I anledning af fødselsdagen lancerer Tivoli et gæstetilbud som hedder Tivoli Tour. Gæsterne følger skiltene Haven rundt, og læser undervejs om Tivolis anlæg og historie. Bl.a. får de historierne om dengang da Haven brændte i 1944 og om de første vilde 7 sekunders rutsjeture tilbage i 1843. Med en smartphone i hånden kan gæsterne lære Haven endnu bedre at kende ved at skanne en kode og finde flere historier.

Tivolis 170 års fødselsdagsprogram 15. august 2013
Mød Rasmus Klump - 14.00 + 15.00 + 16.00 + 17.00
Rundvisninger på Pantomimeteatret - 15.00 + 15.30 + 16.00 + 16.30 + 17.15 + 17.30
Marathon med Tivolis Promenadeorkester - 14.30 - 18.00
Tivoli-Gardens Strøgparade Pjerrot, Columbine mm - 16:00
Tivoli-Gardens medaljeoverrækkelse, Plænen - 17.00
Tivoli-Gardens parade - 18.00
Pop-up- scenen - 19.00
Pjerrot går i Søvne, Pantomimeteatret - 19.00
Fødselsdagskoncert med Tivolis Symfoniorkester - 19.30
Hjørringrevyen, Glassalen - 19.30
Den standhaftige Tinsoldat, Pantomimeteatret - 20.30
Tivoli Illuminationer - 21.45
Festfyrværkeri fra Koncertsalens tag - 22.45

Adm. Direktør for Tivoli Lars Liebst siger;
"Hvis jeg skal beskrive, hvad Tivoli er, så må det være mangfoldigt. Tivoli har alle dage været for alle. Vi skal fortsat leve op til gæsternes forventninger og samtidig give dem den ekstra positive oplevelse, at de lader sig betage og anbefaler et besøg i Haven til alle andre. Vi er bærere af arven fra Georg Carstensens ideer, og husker samtidig på hans ord om, at Tivoli aldrig bliver færdig".

Lars Bernhard Jørgensen. Adm. Direktør, Wonderful Copenhagen
"Med sin unikke placering midt i byen, en fantastisk og farverig historie samt en dygtig og veludviklet evne til hele tiden at udvikle sig til tidens ønsker og efterspørgsel, står Tivoli som absolut hjørnesten i Københavns oplevelsesindustri. Et København uden Tivoli ville være et mærkbart anderledes turistprodukt, og jeg ønsker Haven og alle dens gæster og medarbejdere et stort tillykke med fejringen"

Vidste du at...

Tivolis første, faste fyrværker, Gaëtano Amici, har givet navn til Amicisvej på Frederiksberg. Men der er hverken en plads eller vej i København, som er opkaldt efter Tivolis grundlægger Georg Carstensen. Måske det kan nås, når Tivoli runder 175 år.

Hovedstien gennem Tivoli følger den zigzaglinje, voldgraven omkring København formede. Vestervold forsvandt i 1887, men Tivoli Søen er en rest af voldgraven og historien går, at hvidtjørnen ved Dragebådene er fra voldgravens tid og dermed Tivolis ældste træ.

Området Orienten ligger lidt højere end omgivelserne, for her var tidligere en ravelin - en ø i voldgraven. Øen blev indlemmet i Tivoli fra 1844. Oprindeligt var der kun adgang mod entré, men de eneste, der ville betale, var forelskede par, så for at undgå utugt blev det gratis at besøge Øen.

Pantomimeteatret, Nimb, Glassalen/Koncertsalen og forlystelserne er stort set placeret som i Carstensens dage. Alle disse bygninger har forgængere i Tivolis oprindelige bygninger. Da disse var af træ, eksisterer nu kun fragmenter. Man kan for eksempel se et stykke af Divan 2 på Nimb Terrasse.

Ikoner som Rutschebanen (1914), Ballongyngen (1943 efter kopi fra 1880erne) og Veteranbilerne (1959) er stadig blandt Tivolis mest populære forlystelser. Rutschebanen blev oprindeligt kaldt Bjergrutschbanen og havde høje tinder. Disse tinder bliver retableret i forbindelse med banens 100 års fødselsdag i 2014.

Relevant information

http://www.tivoli.dk/


Pressekontakt


Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire