Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/02-14   -   Pressemeddelelse

Alexandre Willaume og Szhirley medvirker i Tivolis nye sommerrevy

Stjerneholdet i Tivolis Nye Sommerrevy, med Niels Olsen, Søs Egelind, Bodil Jørgensen, Christiane Schaumburg-Müller og Pelle Emil Hebsgaard, udvides nu med komiker og skuespiller, Alexandre Willaume, samt sangerinderne Szhirley og Rikke Hvidbjerg. Premieren finder sted på årets første sommerdag, søndag 1. juni 2014, i Glassalen i Tivoli, hvorefter den senere spiller igen under Aarhus Festuge.

Et af Danmarks største komiske talenter, Alexandre Willaume, erstatter Thomas Bo Larsen i The One and Only Company og Tivolis nye sommerrevy TAM TAM i Glassalen. Thomas Bo Larsen har fået orlov fra sommerrevyen for at spille hovedrollen i en ny stor dramserie for DR.

Revyens instruktør, Joy-Maria Frederiksen, er begejstret for de nye tilføjelser til castet og siger:
"Jeg er virkelig glad for de tre nye medlemmer af castet. De passer fantastisk godt til resten af vores dejlige hold. Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os at få Alexandre med på TAM TAM-holdet. Han har en dejlig skæv og kantet tilgang til komik. Rikke og Szhirley bliver vores vokale specialstyrke. Når de begynder at synge, så sidder man bare tilbage med sportsvogns-frisure. De kan slå benene væk under enhver - selv bandet!

Komik og hurtig på aftrækkeren
Skuespilleren Alexandre Willaume blev for alvor kendt i rollen som Wupti Pede i den populære markedsføringskampagne. Publikum har også kunnet møde ham i en række danske spillefilm i bl.a. Sorg og glæde, Over kanten, Fri os fra det onde og Familien Gregersen samt tv-serier som Rejseholdet, Klovn, Forbrydelsen og senest i Rita på TV2. Sidste år var han æslet i SHREK - THE MUSICAL i Forum og lige nu kan han opleves på slap line i selskab med bl.a. Bodil Jørgensen og Tommy Kenter i lystspils-klassikeren Den Grønne Elevator i Glassalen i Tivoli.

Szhirley føjer nyt kapitel til karrieren
Multitalentet Szhirley kan føje revyskuespiller til visitkortet, når hun springer ud som syngende revyskuespiller. Szhirley fik sit gennembrud som solist i 1998 med soundtracket til Susanne Biers komedie Den Eneste Ene, hvor hun sang to sange til tops på de danske hitlister. Hun har været aktiv på den danske musikscene i konstellationer som Den Gale Pose, Outlandish, og i 2008 udgav hun sit soloalbum Hjerter Dame. Hun fik et bredt folkeligt gennembrud, da hun i rollen som den gravide Sus i DR julekalenderen Julestjerner tog seerne med storm. Den karismatiske sanger har haft et utal af bærende roller i musicals som West Side Story, Elsk Mig i Nat og senest i SHREK - THE MUSICAL.

Blandt landets bedste
Rikke Hvidbjerg, der også er med på revyholdet, regnes blandt Danmarks bedste og mest kraftfulde musicalperformere. Hun har med succes medvirket i mange musicals. Her kan nævnes Den Eneste Ene, Elsk mig i Nat, SHREK - THE MUSICAL og Far til Fire til Julebal i Nisseland, ligesom hun lige nu spiller Marty i Tivolis genopsætning af Grease. Rikke har turneret med Rasmus Seebach og medvirket på hans album Mer' End Kærlighed. Rikkes stemme er i øvrigt aktuel i Linda P's nye show, Linda P's Hovedpine, og med sin medvirken i den nye sommerrevy føjer hun endnu et element til det alsidige teater CV.

Kort om Tivoli sommerrevy
Når TAM TAM i Glassalen får premiere i juni 2014, er der tale om en revitalisering af en lang revy-tradition i Tivoli. Første gang Tivoli kunne præsentere revy var helt tilbage i 1884 under navnet Sommerrevyen, hvor Vilhelm Petersen med så stor succes lancerede revy i Haven, at selv det daværende Kongehus kom forbi og grinede med.

Siden har navne som Carl Alstrup, Dirch Passer, Jørgen Ryg, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Trine Dyrholm, Preben Kristensen og andre af tidens store skuespillere sat deres humoristiske fingeraftryk på revyerne.
Nu bygges der så igen videre på morskabstraditionerne, naturligvis også med et stærkt musikalsk islæt.

Kigger man i ordbogen betyder "TAM TAM" en "festlig sammenkomst", og det er lige præcis, hvad Tivoli og The One and Only Company sigter efter at skabe for publikum.

Bygger videre på succes
Tivoli og The One and Only Company har gennem de seneste år haft stor succes med at producere forestillinger sammen. Konceptet "Alletiders Musicals" har trukket mere end 135.000 publikummer til Tivolis sale med succesfulde opsætninger af Den Eneste Ene, Elsk Mig I Nat og Grease.

Pressekontakt

Torben Plank
Pressechef
  +45 33 75 04 40
  +45 22 23 74 40

Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire