Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/03-14   -   Pressemeddelelse

Tivoli Festival 2014 - billetsalget er startet

Tivoli offentliggør i dag sommerens klassiske koncertprogram. Tivoli Festival, der er Nordens største klassiske musikfestival, afholdes 19. maj til 4. september 2014 og byder på unge, lovende talenter i forening med verdensstjerner, man normalt må rejse til udlandet for at opleve. Tivolis årskortholdere har gratis entré til over tre fjerdedele af festivalens 62 koncerter.

"Som de foregående 170 år er Tivolis Symfoniorkester kernen i festivalen, og orkestret får sommeren igennem besøg af en lang række solister og dirigenter, som jeg glæder mig meget til at præsentere på scenen i Tivoli." siger Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht og fortsætter: "Vi får desuden besøg af både Melbourne Symphony Orchestra og dets chefdirigent Sir Andrew Davis, af barokspecialisterne fra Concerto Copenhagen og Il Pomo d'Oro - og der har allerede været rift om de bedste billetter til de fire operakoncerter, vi tyvstartede billetsalget til for nogle måneder siden. Lige nu kan jeg bare ikke vente med at komme i gang med sommerens koncerter."

Opera i Tivoli i 2014
Operakoncerter har igen fået en central placering i Tivoli Festivals program i 2014. Således fejrer Tivoli sin fødselsdag 15/8 med en operagallakoncert med stjernetenoren Joseph Calleja og Tivolis Symfoniorkester anført af Yves Abel. På programmet er tenorarier og sange af bl.a. Tjajkovskij, Verdi, Gounod, Offenbach, Cilea og Tosti

Den amerikanske tenor Lawrence Brownlee lagde første gang Tivolis Koncertsal for sine fødder i 2011, og 9/8 vender han tilbage til Tivoli for fjerde sæson i træk, når han er solist med bl.a. den amerikanske sopran Sarah Coburn i en stort anlagt koncertopførelse af Bellinis opera Puritanerne. En opera, der ikke bliver spillet ret ofte - måske fordi der er langt mellem tenorer, der som Brownlee mestrer det høje F (tre toner over det høje C!). Giancarlo Andretta står i spidsen for Tivolis Symfoniorkester og DR KoncertKoret, og på rollelisten er desuden basserne Marco Spotti og Henning von Schulmann, mezzosopranen Andrea Pellegrini, barytonen Palle Knudsen og tenoren Jens Christian Tvilum.

Endnu et højdepunkt på sangerfronten er koncerten med kontratenorfænomenet Franco Fagioli og specialensemblet Il Pomo d'Oro under ledelse af violinisten Riccardo Minasi. Den argentinske sanger med det særlige stemmefag er blevet hyldet som "en mandlig udgave af Cecilia Bartoli". Han har stor succes på førende operascener i operapartier skrevet til 1700-tallets feterede kastratsangere, og det er da også netop sange skrevet til kastraten Caffarelli, der er på programmet i Tivoli. Koncerten 15/6 er både Franco Fagiolis, Riccardo Minasis og Il Pomo d'Oros danske debuter.

Tivoli er ikke kun Danmarks største turistattraktion med 4,2 mio. gæster i 2103, men også en af Københavns største kulturudbydere.
Der er tusindevis af billetter til salg til musicals, revy, teater, ballet, klassisk musik og rytmisk musik, og dertil kommer den gratis underholdning, som hver dag kan opleves i Tivoli: pantomimer, Tivoli-Garden og musik på Havens scene. Tivoli har 1.500 ansatte og en årlig omsætning på mere end 1 mia.kr.

Pressekontakt

Erickae Cécile Sommerhill
PR og Kommunikation
  +45 33 75 04 13
  +45 22 23 74 13

Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire