Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/06-14   -   Pressemeddelelse

Tivoli-Garden har optagelsesprøve på fredag

Musikalske drenge skal lægge mærke til datoen 6. juni. Da er der nemlig optagelsesprøve til Tivoli-Garden, som har lagt grunden til mange danske musikeres professionelle karriere. Fra 2015 kan piger også være med.

Det siges, at man skal øve sig i 10.000 timer for at blive virkelig god til noget. Hvis det er sandt, og hvis man vil være god til musik, så er det bare med at komme i gang, for eksempel med at spille i Tivoli-Garden, hvor der er optagelsesprøve den 6. juni.

Optagelsesprøven forgår i Tivoli-Gardens 'kaserne' i Tivoli og varer ca. 10 minutter. Det er ikke nødvendigt at spille et instrument i forvejen. Det man undersøger ved optagelsesprøven er, om kandidaten er musikalsk og viser evner for at kunne lære at spille. Prøven består af en rytmisk test, lidt interval-høring og en lille motorisk test. Hvis kandidaten allerede spiller et instrument, bliver han bedt om at spille et lille musikstykke eller evt. synge en sang. De drenge, der bliver optaget, er 8-11 år gamle.

Klaus Tönshoff, der er musikalsk leder i Tivoli-Garden, uddyber: "Det der er vigtigt for os ved optagelsesprøven er, at forudsætningerne er til stede for at skabe en musiker. Vi har de bedste lærerkræfter i Tivoli-Garden, så det drengene skal komme med er talentet og viljen til at give den en skalle."

Oplevelser for livet
Mange af Danmarks professionelle musikere er tidligere Tivoli-gardere, fx Chris Minh Doky og Safri Duos Morten Friis og Uffe Savery, der alle tre er 'ambassadører' for Tivoli-Garden i dag. Men selv hvis man ikke har ambitioner om en karriere inden for musik er der meget at hente i Tivoli-Garden. Et godt kammeratskab følger med sammen med evnen til at kunne fokusere på en opgave og indgå i et professionelt team. I løbet af årene i Tivoli-Garden vil der også være opgaver uden for Tivoli, også i udlandet. Læs mere på www.tivoli.dk/tivoligarden

Om Tivoli-Garden
Tivoli-Garden blev grundlagt i 1844 og er dermed verdens ældste drengegarde. Der er 90 medlemmer i Garden, som har varslet, at piger også fra 2015 kan søge optagelse. Garden består af Fanevagt, Tambourkorps og Musikkorps (harmoniorkester). På Tivoli-Gardens Musikskole uddannes derfor slagtøjsspillere, træ- og messingblæsere. Den 29. august afholdes Tivoli-Gardens 170 års Fødselsdagskoncert i Tivolis Koncertsal.

Pressekontakt

Torben Plank
Pressechef
  +45 33 75 04 40
  +45 22 23 74 40

Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire