Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/11-15   -   Pressemeddelelse

Julie Zangenberg tænder lyset på det store juletræ på lørdag



På lørdag bliver der taget hul på Jul i Tivoli, når tv-værten og den kommende musicalskuespiller Julie Zangenberg i selskab med Julemanden trækker i håndtaget og tænder det store juletræ med tusindvis af lys. Der bliver også premiere på et nyt musikalsk Julelysshow i Kinaområdet bestående af 16.000 lyspunkter, der aldrig før er set i Danmark. Portene åbnes kl. 11:00, og det store juletræ tændes kl. 16:30. Jul i Tivoli kan opleves fra den 14. november til og med 3. januar.

Det er 22. år i træk at Tivoli åbner portene for en ny sæson med jul. Det er en fast tradition, at lyset i det store juletræ foran Tivolis Koncertsal skal tændes. Julemanden får i år assistance af den Julie Zangenberg, der næste år skal medvirke i Broadway musicalen Hairspray i Tivolis Koncertsal. Julie Zangenberg vil i selskab med Julemanden, Eventyrteatret og Tivoli-Gardens Nisseband tælle ned til tændingen af træet, hvorefter det traditionelle Nøøøj! fra tusindvis af gæster vil gjalde i Haven.

Premiere på Julelysshow i Kinaområdet lørdag kl. 18:00
Når dørene slås op til Jul i Tivoli, vil man udover Alpelandet på Plænen kunne opleve et nyt Julelysshow i Kinaområdet, hvor et lystæppe med over 16.000 lyspunkter folder sig ud under Dæmonen. Her kan gæsterne se frem til tre forskellige shows i løbet af aftenen, hvor musik indgår. Der bliver også nye lysscenografier ved Rotunden ved Tivolis Koncertsal, Plænescenen og vandfaldet på den 100 år gamle Rutschebane erstattes af et nyt lysvandfald. Der er brugt omkring 1.5 millioner kr. på nye lysscenografier i Carstensen Have i år.

Program for åbningsdagen 14. november 2015:
Kl. 11.00: Jul i Tivoli åbner
Kl. 11.00: Tivoli-Garden kommer spillende ind via Hovedindgangen, hvor Julemanden står klar
Kl. 12.00 - 22.00: Mød Julemanden i hans julestue på Pantomimeteatret
Kl. 13.00: Tivoli-Gardens Parade
Kl. 16.30: Juletræstænding med Julie Zangenberg, Julemanden, Eventyrteatret & Tivoli Gardens Nisseband
Kl.18:00: Premiere på Tivolis nyt spektakulært musikalske lysshow i Kinaområdet
Kl. 18, 19, 20, 21, 22: Tivoli Juleilluminationer på Tivoli-Søen

Skisportsstemning
I det nordiske område bor Julemanden i sin julestue på Pantomimeteatret. Gæsterne kan også se frem til det 2.000 m2 store område på Plænen, der transformeres til et Alpeland, hvor ski og kælke står henslængt op ad husene, mens duften af kanel fylder luften. Der vil være sneklædte huse med røg i skorstenene, og et 250 m2 stort alpe-gasthaus. Alpe-ekspressen tæt på Tyroler-karrusellen kører i pendulfart. Småbørnene kan se frem til, at veteranbilerne får nyt snelandskab med snedriver og snemænd som de skal passere.

Smagen af jul
Alle restauranterne i Tivoli er åbne, og der findes mad til enhver smag og pengepung. Knasende nødder, æbleskiver og glögg, er bl.a. nogle af de julegodter, der hører julen til. Der bliver til jul opsat mere end 50 boder, der byder på alt fra flødeboller til uldtrøjer. Mange af boderne er nyscenograferet.

Teaterkoncert Come Together
Der lægges op til en potent Beatles fest i Tivolis Koncertsal, når Tivoli genopsætter Teaterkoncert Come Together, der er baseret på sange af John Lennon og Paul McCartney. Den anmelderroste teaterkoncert har netop fået grønt lys til også at bruge et par håndplukkede George Harrison sange herunder "Here Comes The Sun". Forestillingen er også tilført en række andre nye sange, hvor en af dem er valgt af danske Beatles fans. Det blev I Wanna Hold Your Hand, som oprindeligt var Beatles' helt store gennembrud i USA. Teaterkoncerten som er specialdesignet til Tivolis Koncertsal kan opleves i Tivolis Koncertsal fra den 12. november 2015.

Fyrværkerifestival
Alle forlystelserne vil køre og restauranterne vil være åbne. Årets fyrværkerifestival er igen i år forlænget og delt i to, så der både kan opleves et jule-fyrværkeri i dagene mellem jul og nytår, og så vil der komme et nyt nytårstema på udvalgte dage for dem, der ikke helt kan få nok af flotte farver på nattehimlen efter nytårsaften.

Pressekontakt

Torben Plank
Pressechef
  +45 33 75 04 40
  +45 22 23 74 40

Firma

Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1630 København V, Danmark

  +45 22 23 74 40
  +45 22 23 74 40

http://www.tivoli.dk/

Modtag nyheder fra Tivoli A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire