Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/09-10   -   Pressemeddelelse

Tal og lyt - og få en bedre bustur

"Synes du det? - Der kan man bare se..."
Berigende samtaler er i fokus, når verdens første samtalefestival finder sted i København fra 23. til 25. september. Bussen er et oplagt sted at møde andre mennesker, få nye input og blive klogere på sig selv og hinanden. På linje 3A kan man endda få vejledning i at tale sammen på den fede måde.

Åbenhed, nysgerrighed og et farvel til de sædvanlige argumenter. Det er blandt de ting, der skal til, for at berige mennesker med nye idéer og inspiration til at se verden på en anden måde og gøre ting anderledes. Det er udgangspunktet for samtalefestivalen Copenhagen Talks, der finder sted i København fra 23.-25. september.

Alle kræfter i festivalen er frivillige, og initiativtageren håber, festivalen kan berige mennesker:

"Det er min drøm, at så mange som muligt opdager den styrke, der ligger i berigende samtaler. At mennesker bruger positiv energi frem for negativ, når de taler sammen. Vi skal være nysgerrige på den fede måde og stille spørgsmål, der gør, at andre ser nye muligheder," siger Jens Kristian Pedersen, der er initiativtager til Copenhagen Talks.

Festivalen består af en række events, hvor samtalen mellem mennesker er i fokus. Frivillige Talk Pilots hjælper med at holde samtalen positiv og anerkendende - så ingen er interesseret i at få ret, men folk bliver klogere på sig selv og hinanden.

Talk Pilots i bussen
På lørdag vil Movias buspassagerer også kunne møde Talk Pilots, når festivalen i tre timer fra klokken 11 flytter ind i udvalgte busser på linje 3A.

"Der er mange mennesker, der benytter tiden i bussen aktivt til at læse eller tjekke mails, mens andre kobler af. Men der er også nogen, som bare vil have tiden til at gå - og hvis man taler sammen, går tiden hurtigere. Hvis man så endda kan stige af bussen med en god oplevelse i bagagen, så er busturen blevet en smule bedre," siger direktør Dorthe Nøhr Pedersen fra Movia.

Samtalefestivalen falder sammen med en kampagne for Bedre Bustur, som Trafikselskabet Movia gennemfører sammen med busoperatøren Arriva:

"At holde berigende samtaler på linje 3A er en genial idé, som vi straks var med på. Linje 3A kører fra Sydhavn til Østerbro og tager mange forskellige og spændende mennesker med på vejen. Det kan der komme nogle vidunderlige samtaler ud af, og jeg håber virkelig, at passagererne vil benytte sig af lejligheden til at tale med deres medpassagerer - også dem, de ikke kender i forvejen," siger forretningsudviklingsdirektør Jonas Permin fra Arriva.

Man kan læse mere om Copenhagen Talks på www.cphtalks.dk - og om Bedre Bustur på www.bedrebustur.dk

Kontaktinformation:

Communications Manager Kenneth Hansen, Copenhagen Talks - 3832 2234
Forretningsudviklingsdirektør Jonas Permin, Arriva - 7030 2708
Adm. direktør Dorthe Nøhr Pedersen, Trafikselskabet Movia - 3613 2011

Relevant information

http://www.moviatrafik.dk


Pressekontakt


Firma

Trafikselskabet Movia
Gammel Køge Landevej 3
2500 Valby, Danmark

  36 13 20 11
  40 54 36 36

http://www.moviatrafik.dk

Modtag nyheder fra Trafikselskabet Movia på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire