Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
31/03-11   -   Pressemeddelelse

Slut med salg af papirklippekort til rejser i Vestsjælland

Fra den 1. april kan vestsjællandske passagerer ikke længere købe klippekort i papir. Det elektroniske rejsekort afløser klippekortet.


Det første egentlige skridt på vejen til et landsdækkende rejsekort bliver taget på fredag, når salget af papirklippekort ophører i Vestsjælland. Fra den dag vil det være en fordel for vestsjællandske kunder, som hidtil har brugt klippekort, at gå over til rejsekort.
I Vestsjælland følger rejsekortet nemlig præcis samme princip som papirklippekortet med en fast pris for hver zone, passageren rejser i. Når passageren stiger på bussen eller toget, tjekker han ind med rejsekortet på en kortlæser - og på samme måde tjekkes der ud på en kortlæser, når rejsen er slut, hvorefter rejsens pris automatisk bliver trukket i saldoen på rejsekortet.

"Fordelen ved rejsekortet er, at man slipper for at huske at købe klippekort og sætte sig ind i, hvor mange zoner man skal klippe for. Det klarer det elektroniske rejsekort helt af sig selv. Det eneste, man skal sørge for - udover at tjekke ind og ud - er, at der står penge på kortet," siger centerchef i Movia, Anders Due. Han understreger samtidig, at kunderne skal huske at bestille rejsekortet i god tid, før de har brugt deres sidste papirklippekort op. Det tager nemlig omkring fem dage, fra man har bestilt, til man modtager rejsekortet.

Periodekort fortsætter
På rejsekort.dk kan man blandt andet finde oplysninger om korttyper, salgssteder og fordele ved de forskellige billettyper. Udover rejsekort kan passagerne i Vestsjælland fortsat købe periodekort og kontantbilletter, hvis det passer bedst til behovet. Periodekort, pensionistkort, skolekort mv. fortsætter altså uændret.

Vestsjælland er den første landsdel i Danmark, som indfører rejsekortet. Senere i 2011 udvides driften til også at omfatte busser på Sydsjælland/Lolland-Falster, samt prøvedrift med tog, s-tog og metro samt enkelte busser i hovedstadsområdet.


Fakta om køb af rejsekortet
Rejsekortet findes i tre udgaver - rejsekort personligt, rejsekort flex og rejsekort anonymt.
Rejsekort personligt og rejsekort flex koster 50 kr., og der skal indsættes penge til at rejse for. Det tager 4-5 dage at få udstedt et rejsekort personligt/flex. Det kan købes:
Online på rejsekort.dk (med dankort).
I Rejsekorts Kundecenter, tlf. 7011 3333.
Hos DSB's billetsalg og i Kort og Godt på stationerne i Holbæk, Hvalsø, Høje Taastrup, Kalundborg, Korsør, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø og Taastrup.

Rejsekort anonymt koster 80 kr., og det findes i to udgaver:
Et rejsekort anonymt, hvor der er indsat 170 kr. til at rejse for (samlet pris 250 kr.). Det kan foreløbig købes i ni Movia salgssteder: Grillbaren i Tølløse, Høng Boghandel, DitoBus i Nykøbing Sj., Sorø Erhvervs- og Turistkontor, Stenlille Kiosk, Bog & Ide i Dianalund, Nico Vin i Skælskør, SuperBrugsen i Asnæs og Hjørnekiosken i Jyderup. Desuden kan det købes i nogle af de butikker, der tidligere solgte klippekort. Butikkerne vælger selv, om de vil sælge det anonyme rejsekort.
Et rejsekort anonymt, hvor kunden indsætter mindst 100 kr. til at rejse for (samlet pris mindst 180 kr.). Det kan købes i Kort og Godt på stationerne i Holbæk, Hvalsø, Høje Taastrup, Kalundborg, Korsør, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø og Taastrup.

Kontaktinformation:
Direktør Dorthe Nøhr Pedersen. Kontakt Movias presseafdeling, Line Riis, tlf. 3613 2010.

Relevant information

http://www.moviatrafik.dk


Pressekontakt


Firma

Trafikselskabet Movia
Gammel Køge Landevej 3
2500 Valby, Danmark

  36 13 20 11
  40 54 36 36

http://www.moviatrafik.dk

Modtag nyheder fra Trafikselskabet Movia på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater