08/04-11
-
Pressemeddelelse
Danmarkshistoriens største udbud af buskørsel sænker priserne
Det største udbud af buskørsel i Danmarks historie sænker prisen per køreplantime med fire procent
Det største udbud af buskørsel i Danmarks historie er netop afgjort. Udbuddet, som kommer fra Trafikselskabet Movia, omfatter ca. en fjerdedel af den kollektive bustrafik i Østdanmark og medfører markante ændringer, hvor mange buslinjer overgår til et nyt busselskab. Udbuddet har været præget af stor konkurrence, og det afspejler sig i priserne. Samlet set er prisen per køreplantime, dvs. den gennemsnitlige pris for at have en bus på gaden i en time, nemlig faldet med fire procent i forhold til priserne i det udbud Movia afgjorde sidste år. Det svarer til en besparelse på 30 kr. per køreplantime.
"Vi er meget tilfredse med udfaldet af det her udbud. Det har været vigtigt for os at lave et udbud, der gav mest mulig konkurrence og at udbyde kørslen på en måde, hvor både store og små busselskaber havde mulighed for at byde. Det er lykkedes rigtig godt. Der har været lige så mange bydere, som vi håbede på og det afspejler sig i prisen," siger Movias kontraktchef Søren Englund.
"Derudover er prisen et udtryk for, at vi har været gode til at sammensætte et udbud, hvor busselskaberne har mulighed for at udnytte busserne effektivt, ved at hver bus er ude at køre det meste af tiden," siger han.
Flere kunder udløser flere penge
Når busselskaberne byder ind med kørsel, skal de angive hvor høj en kvalitet, de mener at kunne levere, herunder hvor stor en kundetilfredshed, de mener at kunne få. Og aldrig før har selskaberne budt ind med så høje kvalitetsmål som denne gang.
"Det viser, at busselskaberne har et øget fokus på kunderne, og det er positivt," siger Søren Englund.
På de kontrakter, der omfatter centrale linjer med et stort kundepotentiale, er kontrakterne denne gang udformet, så busselskaberne ikke er garanteret en lige så høj betaling som tidligere. Til gengæld har de mulighed for at øge indtjeningen, hvis antallet af passagerer stiger.
"Vi har positive forventninger til kontrakter, hvor busselskabernes økonomiske incitament til at gøre det godt øges. Derfor regner vi med, at de vil bidrage positivt til passagerudviklingen og tilfredsheden blandt passagererne," siger Søren Englund.
To nye selskaber bydes velkommen
Med det nye udbud bydes to nye mindre busselskaber velkommen. Det drejer sig om Anchersens Rute ApS, der har vundet kørslen på syv af Movias linjer i København og omegn. Anchersen Rute ApS udfører i dag kørsel med servicebusser, men er ny aktør ift. den almindelige buskørsel.
Det andet nye busselskab er Handicap Befordring A/S, som har vundet kørslen på 13 linjer fortrinsvis i Køge og i Høje Taastrup. Handicap Befordring A/S udfører i dag kørsel for Movia Flextrafik, men er ligeledes ny aktør ift. almindelig buskørsel.
"Vi er glade for at kunne byde velkommen til to nye selskaber. Vi tror på, at det både er godt for konkurrencen og for innovationen i branchen, at der kommer nye aktører til," siger Søren Englund.
Udbuddet omfatter 1,2 mio. køreplantimer, 59 buslinjer og 337 busser.
På grund af udbuddets størrelse træder kontrakterne i kraft på tre forskellige tidspunkter - den 23. oktober 2011, den 11. december 2011 og den 1. april 2012.
Faktaboks - hvem vandt kørslen?
Movias linjer i København, Frederiksberg og i Københavns omegn - 2A, 82N, 6A, 83N, 150S, 173E, 20E, 95N, 350S, 81N, 18, 40, 26, 85N, 68, 147, 156, 157, 158 og 159 skal fortsat køres af Arriva Skandinavien A/S. Herudover overtager Arriva Skandinavien A/S Movias linjer i København og i Københavns omegn - 1A, 200S, 130, 134, 135 og 161, som i dag køres af City-Trafik A/S.
Movias linjer i København og i Københavns omegn - 500S, 153E, 154E og 160 skal fortsat køres af City-Trafik A/S. Herudover overtager City-Trafik A/S Movias linje 13 i København og i Københavns omegn, som i dag køres af Arriva Skandinavien A/S, men afgiver som nævnt ovenfor linjerne - 1A, 200S, 130, 134, 135 og 161 til Arriva Skandinavien A/S.
Relevant information
http://www.moviatrafik.dk