Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/09-11   -   Pressemeddelelse

Stor succes for Køges busser

En ny busplan i Køge har på seks måneder fået hele 24 procent flere passagerer til at bruge buslinjerne i Køge Kommune. Det er over dobbelt så mange som forventet.

Passagertallet på buslinjerne i Køge er på en gennemsnitlig hverdag steget fra 7.200 til 8.900 påstigere på blot seks måneder. Den store succes skyldes primært, at bybusserne i december sidste år blev opgraderet til A-busser, der er kendetegnet ved at have mange afgange.

Da den nye busplan trådte i kraft, blev den tidligere linje 501 forlænget til Ølby Center og tilrettelagt, så den kører der, hvor flest har glæde af den og med afgang hvert 10. minut på 101A og hvert 15. minut på linje 102A. Den nye busplan betød også ændringer på et par andre bybuslinjer, men den største fremgang skyldes klart 101A og 102A.

"Det er især de hyppige afgange på 101A, der har tiltrukket flere passagerer. Med 101A kan man nu komme fra boligområderne i Hastrup i syd til Køge sygehus, Ølby Center og station i nord uden at skifte bus, og det har rigtig mange benyttet sig af. Samtidig er der kommet gode skiftemuligheder mellem de to A-buslinjer til skoler og forretningscentre i det sydlige Køge," fortæller Lars Richter, områdechef for Sjælland i Trafikselskabet Movia.

Formanden for Køge Kommunes teknik- og miljøudvalg Erling Larsen (A) er også meget tilfreds:

"Det er en svær opgave at tiltrække flere passagerer, så dette må siges at være yderst tilfredsstillende. Jeg er meget glad og faktisk også stolt over det her. Med den rigtige plan for busserne - og modet til at gennemføre den - har vi forbedret den kollektive trafik i Køge," siger han.

Det øgede antal buspassagerer betyder også en ekstraindtægt, der anvendes til at sikre gode forbindelser på andre busruter, fortæller Erling Larsen:

"Køge Kommune har besluttet at skabe en række forbedringer på busnettet i form af øget fremkommelighed, der vil give busserne bedre vilkår i dagens tætte trafik. Disse tiltag støttes af midler fra statens trafikpuljer. Vores samlede plan er at investere de ekstra penge i andre busruter og bedre fremkommelighed og derved sikre en rigtig god og effektiv service. På den måde fortsætter vi den gode spiral, hvor god busbetjening betyder flere passagerer, som så igen betyder færre udgifter og et bedre miljø," siger han.

Relevant information

http://www.moviatrafik.dk


Pressekontakt


Firma

Trafikselskabet Movia
Gammel Køge Landevej 3
2500 Valby, Danmark

  36 13 20 11
  40 54 36 36

http://www.moviatrafik.dk

Modtag nyheder fra Trafikselskabet Movia på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater