17/12-10
-
Pressemeddelelse
Bedre sikkerhed i overkørsler
Med henblik på at forbedre sikkerheden i overkørsler på jernbanen reserveres der 40 mio. kr. til en indsats også i de såkaldt sikrede overkørsler.
Transportminister Hans Chr. Schmidt udtaler:
- Der er generelt et højt sikkerhedsniveau på jernbanen, men det kan være farligt, når tog og andre trafikanter kommer tæt på hinanden i overkørslerne. Jeg er derfor meget tilfreds med, at der reserveres en pulje på 40 mio. kr til at forbedre sikkerheden på overkørselsområdet.
- Hidtil har fokus primært været på at nedlægge eller sikre de usikrede overkørsler. Nu foretager vi også en gennemgang af sikkerheden i de sikrede overkørsler for at finde ud af om de eventuelt skal nedlægges eller opgraderes fra halv- til helbomsanlæg. Desuden bliver der gennemført forsøg med forskellige metoder til at øge trafikanternes opmærksomhed ved overkørslen.
Indsatsen består af følgende elementer:
En Task Force i Banedanmark foretager en screening af alle sikrede overkørsler i dialog med kommuner og lokale interessenter.
Der gennemføres opgradering af en række sikrede overkørsler, primært ved nedlæggelse eller opgradering fra halv- til helbomsanlæg
Der gennemføres forsøg med fokus på vejtrafikanternes opmærksomhed ved overkørsler.
Relevant information
http://www.trm.dk
Firma
Transportministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K,
Danmark
33 92 43 02
http://www.trm.dk