Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/05-11   -   Pressemeddelelse

Havnelovudvalg klar med betænkning

Transportminister Hans Christian Schmidt nedsatte i 2010 et Havnelovudvalg, der fik til opgave at vurdere behovet for ændringer af den nuværende havnelov. Havnelovudvalget blev blandt andet nedsat som følge af den høje politiske prioritet, som havnene har haft under den nuværende regering, og hvor der via de såkaldte havnepakker I og II er afsat mere end 1. mia. kr. til udviklingen af de danske havne og infrastrukturen op til havnene.

Formanden for havnelovudvalget, Orla Grøn Pedersen, har i dag overrakt udvalgets betænkning til transportministeren. Betænkningen indeholder 12 konkrete anbefalinger til en ny havnelov og andre indsatsområder med betydning for havnenes udvikling.

Anbefalingerne vedrører:

1. Investeringer i landarealer
2. Forretningsmuligheder
3. Anvendelse af havnearealer
4. Økonomisk samarbejde mellem havne
5. Aflønning af bestyrelsesmedlemmer
6. Internationale investeringer
7. Branchedrøftelse af standardlejekontrakter
8. Sikring af statslige interesser i havne
9. Informationsmateriale om indflydelse på havnenes lokalplaner
10. Etablering af lokale havneråd
11. Nedsættelse af et nationalt Erhvervshavneråd
12. En strategi for havne i verdensklasse

Transportminister Hans Christian Schmidt udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af betænkningen:

- Den danske havnesektor er et vigtigt omdrejningspunkt i den danske infrastruktur. Havnene binder en række transportformer sammen og bidrager til at skabe en høj mobilitet i den danske transportsektor. Derfor skal vi have en havnesektor i verdensklasse, og derfor har havnene været højt prioriteret under denne regering.

- Jeg tillægger det meget stor vægt, at havnelovudvalget har været nedsat med en bred vifte af aktører, der repræsenterer de mange interesser på havnene. Det har givet udvalget mulighed for at komme hele vejen rundt.

- Jeg synes også, at det er utrolig positivt, at det er et enigt udvalg, der kommer til mig med en række anbefalinger til en ny havnelov og til initiativer, der kan fremme havnenes udvikling. Betænkningen vil udgøre grundlaget for en kommende ændring af havneloven og de politiske drøftelser, jeg vil indkalde til i den forbindelse.

- Jeg ser nu frem til at studere udvalgets betænkning nærmere. Det gælder bl.a. forslagene om at øge havnenes forretningsmuligheder. Jeg har noteret mig, at udvalget understreger, at sådanne udvidelser af havnenes forretningsmuligheder sker for at øge brugernes værdi af havnen og ikke for at skabe konkurrence mellem havnen og dens brugere.

- Et andet spændende forslag er anbefalingen om at danne et nationalt Erhvervshavneråd, der bl.a. skal udarbejdes med en godsstrategi for havnene. Erhvervshavnerådet vil være en god platform for at drøfte udviklingen i havnene, som efter min overbevisning går en spændende fremtid i møde.

- Jeg synes generelt, at udvalget har taget sin opgave meget seriøst og er gået grundigt til værks. Det vil jeg gerne kvittere for, så vi nu sammen kan sætte ind på flere områder med henblik på at sikre, at den danske havnesektor fortsat vil være i verdensklasse.

Relevant information

http://www.trm.dk


Pressekontakt


Firma

Transportministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K, Danmark

  33 92 43 02

http://www.trm.dk

Modtag nyheder fra Transportministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire