06/11-11
-
Pressemeddelelse
TrashAid var et fupnummer, der bliver en del af en dokumentarfilm
Den 24. oktober lancerede vi virksomheden TrashAid, der angiveligt indsamlede husholdningsaffald i København og på Frederiksberg, for siden at blive sendt til genanvendelse i Etiopien.
I de 14 dage der er gået har vi været i kontakt med en masse mennesker, både journalister, telefonsælgere og almindelige mennesker som vi bl.a. mødte da vi lavede hvervekampagne i Fields. Alle har de været overmåde positive overfor TrashAid-konceptet.
Men TrashAid er fup hele vejen igennem. Der bliver ikke indsamlet husholdningsaffald til fordel for Etiopien, der findes ikke fire genanvendelsesanlæg i Addis Abeba og vi har ikke noget lager i Glostrup.
Således findes der heller ikke nogen direktør Niels Beauregard, kommunikationschef Holger Düns Dinesen, investor Matthew Padua eller ansvarlig for donor-relationer, Heidi M. Lorentzen. Dens eneste ægte person i TrashAid-universet er Amaru Moolget, der dog ikke er Head Of Operations i Etiopien, men derimod blot en god etiopisk ven, der var med på at spille rollen.
Fupnummeret TrashAid bliver en del af en dokumentarfilm af instruktøren Malene Nielsen, og de sidste fjorten dages teaterstykke har været indspilningen af centrale scener.
Malene Nielsen udtaler:
- Formålet med projektet har været at opstille et absurd scenarie, og se hvor langt vi kunne trække den. Det var langt viste det sig. Det er i løbet af de 14 dage ingen der har stillet spørgsmålstegn ved den grundlæggende præmis, at det skulle kunne være miljømæssigt og etisk forsvarligt at sende vores husholdningsaffald til Etiopien, lade det genanvende til lave lønninger, for derefter at sælge det igen på det europæiske marked med profit.
- Ingen, heller ikke de journalister vi har været i kontakt med, har påpeget det indlysende absurde i modellen. Dermed har tesen bag projektet båret igennem - til min store overraskelse. Vi var fra starten forberedte på at skulle forsvare idéen, men det har overhovedet ikke været nødvendigt. Tværtimod, så har folk været enormt positive.
For yderligere kommentarer:
Kontakt instruktør Malene Nielsen (aka Heidi M. Lorentzen) på tlf.: 26 21 78 58
Eller den fiktive kommunikationschef, Holger Düns Dinesen på tlf.: 3189 3920
Relevant information
http://trashaid.com/