07/10-09
-
Pressemeddelelse
Stadig ledige rejser tilbage i efterårsferien
Det er stadig muligt at tilbringe efterårsferien under sydens sol. I charterdatabasen hos rejsesøgemaskinen travelmarket.dk er der mange rejser til salg med afrejse fra 9. - 12. oktober. Gran Canaria er billigste rejsemål med en pris på under 2.500 kr. for 1 uges ferie med uspecificeret indkvartering.
Oktober måned har indfundet sig med regn og rusk. Men det betyder ikke, at mulighederne for sol på maven er udtømte, selvom vi nærmer os skolernes efterårsferie, hvor der traditionelt er booket op på de populære feriesteder lang tid i forvejen.
Det er rejsearrangører som Folkeferie, SunTours, Apollo, Falk Lauritsen og Star Tour der kan tilbyde en række restpladser til destinationer som Gran Canaria, Rhodos, Kreta, Tunesien, Cypern og Tyrkiet. Der udbydes stadig rejser til under 3.000 kr. til alle disse destinationer fra enten København eller Billund. Det er dog med uspecificeret indkvartering.
"Vores charterdatabase viser, at Spanien og Grækenland lige nu er den bedste mulighed, hvis man vil sikre sig en billig rejse i efterårsferien. Her ligger prisniveauet på mellem 2.500 og 3.000 kr. for rejser af 8 dages varighed med uspecificeret indkvartering. Søger man til andre destinationer kommer man hurtigt op i mindst 3.000 kr. for en uge," vurderer direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.
Men hvis det ikke lige er sol og varme, som er formålet med en rejse i efterårsferien, er der mulighed for at tage en storbyferie i en af de populære byer som London, Paris, Prag, Barcelona eller Rom. Her kan det dog være særdeles vanskeligt at finde billige flybilletter, hvis man vil rejse ud i løbet af weekenden. Her kan det enten betale sig at rejse ud mandag eller tirsdag i efterårsferien.
Relevant information
http://www.travelmarket.dk