31/05-11
-
Pressemeddelelse
Smag på Oregon
Det kunne være oplagt at lade dette nyhedsbrev om Oregons mere smagfulde sider handle om oregano, men det gør det ikke. Selvom den amerikanske vestkyststats navn minder om det kendte pizzakrydderi, er det tre andre delikatesser, Oregon er kendt for.
Kiwi i babyudgave
På Oregons vinmarker vokser der ikke kun druer. Hele 60 vinbønder har valgt at beplante store arealer med en udgave af den eksotiske kiwifrugt, som på ingen måde smager eller ligner sin berømte fætter fra New Zealand. Hardy kiwis kaldes den rødgrønne frugt, der egentlig stammer fra Asien, men som har perfekte vækstbetingelser i Oregon. Indvendig ser den ud, som den kiwi, vi kender, men udenpå er den mindre, smallere og fastere.
"Og så smager den sødere. På kort tid er Hardy kiwis blevet en af statens mest populære frugter, og det varer sikker heller ikke længe, før de første bartendere på de trendy barer i Portland begynder at bruge babykiwierne i eksotiske drinks," fortæller Karin Gert Nielsen, Managing Director for Travel Oregon i Skandinavien og Finland.
Besøg en af vingårdene med Hardy kiwis og smag selv den lille søde frugt. Se mere på blandt andet:
Hurst's Berry Farm her : http://bit.ly/mQTNeP
Nine Star Ranch her : http://bit.ly/lu2M3Z
Oliven som i Toscana
Der er langt fra Oregon til Italien, men klimaet i den amerikanske stat minder meget om klimaet i italienske Toscana, og dermed er Oregon et oplagt sted at dyrke oliven i stor stil. De første oliventræer kom til Rogue Valley i det sydlige Oregon i begyndelsen af det 20. århundrede og lagde grunden for statens produktion af den lille frugt, der bruges i stor stil i madlavning og til fløjlsblød jomfruolie. Tag en pause på turen rundt i vinlandet i Oregon og lad ganen nyde et af de smagfulde oliven på for eksempel Oregon Olive Mill i Dundee (http://www.oregonolivemill.com/).
Sæt kløerne i en krabbe
Som nabo til Stillehavet er der masser af alt godt fra havet på Oregons mange restauranter. En af de mest spiste delikatesser er den store Oregon Dungeness crab med den smukke røde farve og de mægtige kløer. Krabben er en af Oregons vigtigste vartegn, og der gøres meget for at bevare de gode forhold for krabberne i vandene ud for statens 580 kilometer lange kystlinje.
"Både i foråret og i august er der seafoodfestivaler rundt omkring i Oregon, hvor Oregon Dungeness crab naturligvis er øverst på menuen. Og de serveres selvfølgelig sammen med statens fantastiske vine," siger Karin Gert Nielsen.
Se mere om festivalerne på:
Astoria-Warrenton Crab, Seafood and Wine Festival her : http://bit.ly/MM3Sp
Newport Seafood and Wine Festival her : http://bit.ly/ldtjHv
Charleston Seafood Festival her : http://bit.ly/jSGcqC
Relevant information
http://www.traveloregon.com/