11/04-18
-
Pressemeddelelse
Kennedy havde modet til at være visionær
Anders Agner Pedersen, en af landets mest benyttede USA-analytikere, er klar med endnu en bog om Kennedy-familien. Denne gang zoomes der ind på Robert F. Kennedy, der fortsat kaldes ’den bedste præsident, USA aldrig fik.’
Robert Francis Kennedy levede et på alle måder enestående liv. I mange år var hans tilværelse defineret gennem hans storebror, John F. Kennedy. Først som sin brors kampagnechef, derefter som justitsminister i Kennedy-administrationen. Og efter JFK’s død, som manden, der skulle løfte den tunge arv og samtidig træde i karakter som Kennedy-klanens nye overhoved.
I 1968 gik Bobby – som han af familie og venner blev kaldt – selv efter præsidentembedet. Yderst kontroversielt udfordrede han manden, der havde været hans brors vicepræsident, Lyndon B. Johnson. En duel, der dog kun varede 15 dage, inden Johnson meddelte, at han ikke genopstillede.
Bobbys egen valgkamp nåede kun at vare 85 dage, inden den på tragisk vis endte i Californien, hvor Sirhan Sirhan skød og dræbte Bobby Kennedy få minutter efter, han havde holdt sejrstalen efter den vitale primærsejr i Californien.
50 år efter sin død er Robert Francis Kennedy fortsat en inspiration for folk over hele kloden. Han omtales ofte som den bedste præsident, USA aldrig fik. Og det vil være rimeligt at beskrive samarbejdet mellem ham og hans bror i Det Hvide Hus, som det tætteste, USA nogensinde har været på et reelt co-presidency.
Tirsdag den 3. april 2018 udkommer ‘Modet Til Visioner’. Bogen, der er den første om RFK på dansk, er skrevet af Anders Agner Pedersen, chefredaktør på Kongressen.com og fortæller den på alle måde gribende og dramatiske historie om den mellemste af Kennedy-brødrene.
Bogen rummer blandt andet interview med flere af de folk, der var tæt på Bobby Kennedy den gang, heriblandt familien og de politiske medarbejdere. Samtidig rummer bogen også eksempler på flere af de største RFK taler, heriblandt talen fra Indianapolis den 4. april 1968 i kølvandet på Martin Luther Kings død.
Bogen er Anders Agner Pedersens fjerde i alt om Kennedy-familien. Senest udkom bogen JKF100, som Anders bidrog til og redigerede. Men selv om det ikke er hans første Kennedy-bog, har det været en ganske særlig oplevelse at skrive netop denne bog om Bobby Kennedy.
“For mig har Bobby Kennedy altid været mindst lige så interessant som John F. Kennedy. Både den tid, han stod skulder ved skulder med sin bror. Men også de fire et halvt år, han stod alene som familiens overhoved frem til sin alt for tidlige død i 1968,” siger Anders Agner Pedersen og uddyber:
“Derfor har jeg længe haft lyst til at skrive en bog om Bobby Kennedy. Og det har været interessant at se, hvor stærke følelser, han fortsat vækker hos mange, 50 år efter sin død. Når jeg har talt med nogle af de folk, der arbejdede sammen med ham den gang, har det været tydeligt at mærke, hvor meget han fortsat betyder for dem, og hvor stor en inspirationskilde, han er blevet ved med at være. Han havde i sandhed modet til visioner.”
Robert F. Kennedys datter, Kerry, kommer til Danmark og medvirker i Ripples of Hope på Statens Museum for Kunst. Her vil hun fortælle om sin fars værdier både historisk og aktuelt, og hvorfor kunst og kultur er nøgleord i formidlingen af både politiske og menneskeretlige idealer.
Med på scenen den aften står to af Danmarks største skuespillere, nemlig Ghita Nørby og Lars Mikkelsen. Ghita Nørby vil præsentere en række monologer om kvindelige menneskeretsforkæmpere fra showet ’Speak Truth To Power’, som i New York havde Meryl Streep som en af de bærende kræfter, mens Lars Mikkelsen vil fremføre en række af de digte, som Bobby Kennedy i sin tid refererede i sine største taler.
Relevant information
Læs mere om bogen her
https://turbine.dk/produkt/robert-f-kennedy/
Billetter til Ripples Of Hope kan købes her
https://turbine.dk/produkt/ripples-of-hope/
Pressekontakt
Marie Jensby
PR og kommunikation
+45 86 12 79 16
Firma
Forlaget Turbine
Balticagade 10 B, 2. sal
8000 Århus C,
Danmark
+45 86 12 79 16
http://www.turbine.dk