11/02-19
-
Pressemeddelelse
Stefan Zweigs og Joseph Roths venskab i nazismens skygge
Litteraturredaktør og forfatter Volker Weidermann inviterer sine læsere med til den belgiske badeby Oostende, hvor Stefan Zweig og Joseph Roth holder hof for flygtede jøder og eksilerede kunstnere i 1936.
Stemningen i Oostende er anderledes i 1936 end tidligere år. Europa står på kanten til Anden Verdenskrigs udbrud. Hitler har taget magten i Tyskland, og fascismens fremmarch i alle dele af Europa kan ikke længere ignoreres. Det kaster skygger ind over feriebyen, der ellers er et paradis for kunstnere, forfattere og andre af tidens store kulturpersonligheder.
Volker Weidermann skriver om sommeren 1936 set gennem Stefan Zweig og Joseph Roths øjne. Den populære Zweig holder hånden under den fordrukne og miskendte Roth, og forærer ham store summer penge, som hurtigt drikkes op. På trods af alkoholisme, hysteriske elskerinder og begyndende skriveblokering er det en dejlig tid for dem begge. Men i takt med at flere eksilerede kunstnere dukker op i Oostende og avisernes spalter flyder over med beretninger om overgreb på den tyske civilbefolkning og demokratiet, bliver det sværere for de to venner at bevare den gode sommerferiestemning.
Oostende 1936 er oversat til et dusin sprog og har opnået status som international bestseller. Med en dokumentarisk tilgang og romanens form leverer Volker Weidermann en indsigtsfuld beretning om de to forfatteres forhåbninger, fortvivlelse og forsøg på at leve videre, da mørket sænkede sig over Europa. Uden det store held. I 1938 dør Roth af druk i Paris. I 1942 skyder Zweig sig selv i fortvivlelse over nazismens greb om Europa.
Volker Weidermann (f. 1969) har læst samfundsvidenskab og germansk filologi. I dag er han litteraturredaktør ved Frankfurter Allgemeinen Sonntagszeitung og bor i Berlin. Med oversættelsen af Oostende 1936 – sommeren før mørket faldt på er det første gang Volker Weidermann udkommer på dansk.
Oostende 1936 – sommeren før mørket faldt på // Volker Weidermann // på dansk ved Lone Østerlind
TURBINE // ISBN: 978-87-406-5175-1 // 196 sider // Vejl. pris 199,95 kr.
Udkommer d. 14. februar 2019
Relevant information
Læs mere her
https://turbine.dk/produkt/oostende-1936-sommeren-foer-moerket-faldt-paa/
Pressekontakt
Marie Jensby
PR og kommunikation
+45 86 12 79 16
Firma
Forlaget Turbine
Balticagade 10 B, 2. sal
8000 Århus C,
Danmark
+45 86 12 79 16
http://www.turbine.dk