Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
31/05-19   -   Pressemeddelelse

Hidtil største havebog om Tivoli er på gaden



Drivhuset Gemyse i Tivoli dannede rammer om lanceringen af den flotte og billedrige bog ”Tivoli – en eventyrlig blomstrende have,” der netop er udkommet. En bog, der bringer haven i Tivoli ud til alle blomsterglade danskere.

” Det hele startede den 10. maj 2016 en meget tidlig morgen, da jeg stod oppe i Boulevardhaven og var ved at fotografere til en artikel om tulipaner og Tivoli til Hendes verden. Det var så tidligt, at der stadigvæk var stille ude på H.C. Andersens boulevard og morgenlyset begyndte at bryde igennem skyerne og lige så stille fortrylle alt levende i haven med gyldne stråler og varmt lys. Morgenduggen glimtede som tusinde af diamanter og sammen med farverne og fuglenes sang bredte der sig en magisk stemning over alt i paradiset her, som Tivoli også er. Hele min barndoms forelskelse i Tivoli blussede op igen, imens lyset tog til og ud af dette hellige øjeblik fik jeg et stærkt ønske om at formidle al denne skønhed, eventyr og magi der er i Tivoli til resten af verden,” fortæller blomsterfotograf Ann Malmgren, der står bag de flere hundrede fotografier, der findes i den 450 sider store bog.

Ann Malmgren allierede sig med haveskribenten Marian Haugaard Steffensen, der nøje har beskrevet haven.
”Da jeg sagde ja til at skrive bogen om Tivolis eventyrlige, blomstrende have, vidste jeg heldigvis ikke, hvad jeg gik ind til. Heldigvis fordi det har været utrolig spændende og lærerigt og en tur i Tivoli i dag har fået en helt ny dimension. Men Haven i Tivoli er stor. Stor på enhver måde. Chefgartner Tom Knudsen vil måske sige, at haven i Tivoli ikke er stor nok, for der er ikke plads til alle hans idéer, uden at man må gå i højden. Men stor i intensitet er Haven. Her er simpelthen ingen bar jord. Her er planter overalt og alle mulige slags planter. Træer, buske stauder, græsser, knolde og løg. Det er mangfoldigt og smukt. Tivolis have har levet i næsten 176 år, og Tivoli står ikke stille – heller ikke haven.
Bogen ”TIVOLI - en eventyrlig blomstrende have” er vores hyldest til Haven i Tivoli. Vores hyldest fordi Tivoli fortsat lægger så mange kompetente og kreative kræfter i Havens udvikling og eksistens. Det ser man desværre ikke så mange steder,” forklarede Marian Haugaard Steffensen, da bogen blev afsløret og præsenteret i Gemyse.

Tivolis direktør Lars Liebst afslørede en forstørret version af bogens forside sammen med forlaget Turbines forlægger Ulrik T. Skafte. De er begge imponerede over Ann Malmgren og Marian Haugaard Steffensens store arbejde og udtrykte taknemlighed over at få lov til at være med. Lars Liebst har bidraget med forord til bogen.

Chefgartnerens hjælp har været uundværlig

Da chefgartner Tom Knudsen blev præsenteret for ideen om at lave en stor bog om Tivolis have bakkede han straks op. Sammen med sin stab har han fortalt og vist rundt i haven et utal af gange, når der skulle fotograferes og beskrives. De har sendt beskeder, når der var nye planter og træer, der blomstrede. De har fortalt om planerne for haven.
”Tivoli er en have med forlystelser og ikke en forlystelsespark med have,” sagde Tom Knudsen under lanceringen. En sætning, han har sagt mange gange, og som ”Tivoli – en eventyrlig blomstrende have” i den grad viser.

Få inspiration til haven derhjemme

”Bogen er tænkt som en bog, der både som bruges som en smuk bladrebog, man kan hygge sig med efter Tivolituren, men man kan også dykke ned i det havefaglige og finde plantenavne på de planter, der indgår i anlæggene, så man kan skabe noget lignende derhjemme, og man kan gå i dybden med anlæggenes idé og baggrund og med Tivolis 175 års havehistorie,” forklarer Marian Haugaard Steffensen. Derfor er bogen også forsynet med udførlige plantelister, så man kan gå Tivolis chefgartner i bedene i den private have.

Relevant information

læs mere om bogen her
https://turbine.dk/produkt/tivoli-en-eventyrlig-blomstrende-have/


Billeder


Pressekontakt

Marie Jensby
PR og kommunikation
  +45 86 12 79 16

Firma

Forlaget Turbine
Balticagade 10 B, 2. sal
8000 Århus C, Danmark

  +45 86 12 79 16

http://www.turbine.dk

Modtag nyheder fra Forlaget Turbine på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater