08/03-11
-
Pressemeddelelse
Ny bog i serien "Jeg læser" - denne gang om kjoler
Kan du lide kjoler? Så læs denne bog. Her er masser af flotte kjoler. Lange og korte. Gamle og nye. Hvide, røde og sorte. Alle slags kjoler.
"Kjoler", som udkommer d. 9. marts, er en del af TURBINE forlagets serie "Jeg læser" med et lixtal på 15. "Jeg læser" er en ny serie til faglig læsning i folkeskolen. Skrevet af erfarne forfattere og med lavt lixtal egner serien sig til undervisning og læsetræning i indskolingen.
TURBINE forlaget lancerer med "Jeg læser" en serie af fagbøger med et lix-tal på 10-15. Med alt hvad en fagbog skal indeholde fra register til simple grafer og faktabokse er "Jeg læser"-bøgerne skræddersyede til faglig læsning for de yngste folkeskoleelever.
Bag serien står foruden forlaget de tre erfarne forfattere Peter Bejder, Marie Duedahl og Per Straarup Søndergaard. Endvidere er læsevejleder Marianne Randel Søndergaard hyret som konsulent til hver titel i serien, mens Marianne Skovsted Pedersen, pædagogisk konsulent ved CFU i Herning, har været konsulent under konceptudviklingen af serien og er endvidere forfatter til seriens lærervejledning.
Ole Steen Pedersen, der illustrerer og layouter den landsdækkende skoleavis, "skoleavisen.com", er tilknyttet serien som illustrator og grafisk designer. Han leverer seriens moderne og farverige udtryk, der gør fagbøger spændende for eleverne, mens de samtidig indeholder alt, hvad der kræves af genren.
Gratis lærervejledning og opgaver på nettet Generel lærervejledning og elevopgaver til hver titel i serien er at finde som gratis download-materiale på hjemmesiden www.jeglæser.dk. I lærervejledningen er der udførlige anvisninger på, hvordan man kan arbejde med faglitteratur i det mindste klasser og mange konkrete forslag, der kan inspirere den pædagogiske praksis.
Opgaveforslagene følger lærervejledningens opdeling af den faglige læsning i et før, under og efter. På www.jeglæser.dk vil man også kunne læse en præsentation af forfatterne samt læse mere om de fire kategorier i serien og de kommende titler.
Kjoler (en del af "Jeg læser"-serien) / Marie Duedahl. TURBINE, Aarhus 2011. 32 sider. ISBN 978-87-7090-422-3. Vejledende pris 169,00 kr.
Relevant information
http://www.turbine.dk
Firma
Forlaget Turbine
Balticagade 10 B, 2. sal
8000 Århus C,
Danmark
+45 86 12 79 16
http://www.turbine.dk