08/04-11
-
Pressemeddelelse
Den danske lokkedue - krimidebut fra prisbelønnet dansk journalist og redaktør
"˜Den danske lokkedue' er en dansk krimi om menneskehandel, trafficking og korruption på Balkan, hvor den danske journalist Ketil Brandt befinder sig lige i orkanens øje sammen med et brutalt netværk af menneskesmuglere, en yderst tiltrækkende slovensk reporter og en kvindelig dansk håndboldstjerne.
Det var ellers ikke hvad den tidligere ret så hårdkogte, men nu lettere afdankede udenlandsreporter, der er parkeret som informationsmedarbejder i Københavns Lufthavn efter en voldsepisode, forventede af en bryllupsinvitation fra Sarajevo.
Men da hans gamle ven Michael Jensen, tidligere nødhjælpschauffør fra den jugoslaviske borgerkrig, findes myrdet på gaden i Ljubljana, når Ketil Brandt aldrig frem til Sarajevo. I stedet vikles han ind i et inferno af menneskehandel og korruption i Slovenien og omegn og får brug for al sin journalistiske tæft for at rede trådene ud - og lidt af sine voldelige tendenser for at klare skærene.
Forfatteren er prisbelønnet journalist
Henrik Brun, der har en fortid som reporter på dagbladet Information og i dag er udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad, har tidligere modtaget EU-kommissionens prestigefyldte Lorenzo Natali Prize for journalistik indenfor menneskerettigheder, demokrati og udvikling, ligesom han har været blandt de nominerede til den danske Cavling-pris.
Det er blandt andet erfaringen fra næsten to årtiers beskæftigelse i såvel udlandsrapportering som gravejournalistik på den hjemlige scene, som den 42-årige redaktør trækker på i bogen, der er første del af en serie med den kontroversielle journalist Ketil Brandt som hovedperson.
Første del af trilogi
"Den danske lokkedue" er første del af en trilogi med Ketil Brandt som hovedperson. Bind 2 er planlagt til udgivelse i starten af 2012.
Den danske lokkedue - udkommer 8. april 2011
Relevant information
http://turbine.dk
Firma
Forlaget Turbine
Balticagade 10 B, 2. sal
8000 Århus C,
Danmark
+45 86 12 79 16
http://www.turbine.dk