30/10-13
-
Pressemeddelelse
Lækkerier uden brug af mælk, sukker og gluten
Kostvejleder Trine Vesteraa og fotograf Kirsten Bøjstrup står bag kogebogen "Det smager sødt", som er en kærkommen brugsbog til personer med gluten- eller mælkeallergi såvel som til andre, der ønsker lækkerier til den søde tand uden at sukkerindtaget løber løbsk.
Koge- og bagebogen "Det smager sødt", som TURBINE forlaget sender på gaden den 30. oktober er lavet ud fra filosofien om, at opskrifterne skal være lette at lave, de fleste ingredienser skal kunne købes i almindelige supermarkeder, og så skal bogen selvfølgelig vise, at lækkerier uden mælk, sukker og gluten smager skønt og fuldt ud kan konkurrere med de traditionelle kager og desserter.
"Der er nemlig ingen grund til at gøre livet som gluten- eller mælkeallergiker unødigt kompliceret," som kvinden bag opskrifterne, kostvejleder Trine Vesteraa, siger.
"Vi vil gerne vise alle, der ønsker at leve lidt sundere, uanset om man er allergiker eller ej, at man slet ikke behøver undvære de "˜søde sager' - man skal blot bruge nogle lidt andre ingredienser, end man er vant til, og så ellers bare have mod på at prøve noget nyt i køkkenet."
Trine Vesteraa er selv hverken gluten- eller mælkeallergiker, men lever gluten- og mælkefrit og oplever i sit daglige arbejde i en helsekostforretning i Ålborg, hvordan det for mange allergikere kan være en udfordring at lave mad, særligt kager og desserter. Derfor tog bogprojektet form som en hjælp til de mange, der er ramt af allergi. Men derudover mener Trine Vesteraa, at alle ikke-allergikere også har stor gavn af at tage deres kost- og spisevaner op til revision i ny og næ:
"Det er meget inspirerende at se, hvordan en kostomlægning kan give ny energi, velvære, overskud og fravær af gener som eksempelvis hovedpine og fordøjelsesbesvær. Ligeledes inspirerer det mig, når opskrifter, tips og tricks til madlavningen gør, at det bliver lettere og mere spændende for mennesker at gå i gang med en ny kost og hermed livsstil. Derfor er det vores mål med den nye bog, at den både bliver brugt af allergikere og folk, der "blot" ønsker en sundere kost uden at undvære kager, desserter og andre retter, der lige gør det hele lidt sjovere at være til."
Bogen udkommer 30. oktober 2013 ved TURBINE.
Det smager sødt / Trine Vesteraa og Kirsten Bøjstrup / TURBINE, Aarhus 2013,
120 sider ill. i farver / ISBN: 9878771414097 / Vejledende pris: 229 ,- kr.
For mere information se trinevesteraa.dk
Relevant information
Køb bogen her:
http://www.turbineforlaget.dk/dk/shop/kogeboe
Pressekontakt
Jesper Tolstrup
Direktør og redaktør
+45 86 12 79 16
Firma
Forlaget Turbine
Balticagade 10 B, 2. sal
8000 Århus C,
Danmark
+45 86 12 79 16
http://www.turbine.dk