Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/12-14   -   Pressemeddelelse

Rodeprisen 2014 tildeles positive danske fans og fcm-træner Glen Riddersholm

I den forestående weekend uddeles Danmarks største fodboldpris - Rodeprisen - for 7. gang. Prisen er udover æren også et kontant skulderklap på hele 250.000 kroner. Og denne gang deles kontanterne i to portioner, der skal uddeles til årets to vindere: Positive danske fodboldfans og FCM-træner Glen Riddersholm.

100.000 kroner går til FC Midtjyllands træner Glen Riddesholm. Han blev indstillet til prisen med blandt andet følgende begrundelse: "Glen Riddersholm er en moderne træner, som ikke bare er dygtig rent fagligt, men også er en mand, som holder fast i begejstringen og glæden ved fodbolden. Glen står for en åben ledelsesstil, hvor han åbner op og insisterer på at, fodbolden skal kunne diskuteres både internt og eksternt. Og først og fremmest holder han fast i at være sig selv. Med al den upolerede, ægte og begejstrede facade, som gør det sjovt og smittende at følge ham og hans arbejde", lyder det blandt andet i indstillingen af Glen Riddersholm.

Priskomiteen begrunder valget med følgende ord:

"Glen Riddersholm bidrager til glæden og begejstringen ved fodbolden. Med sit smittende engagement, og sin positive tilgang til spillet på og udenfor banen er han med til at skabe masser af interesse og begejstring omkring fodboldproduktet i Danmark".

De 100.000 kroner overrækkes til Glen Riddersholm i forbindelse med FC Midtjyllands sidste kamp i år - i Telia Parken søndag den 7. december, hvor FCM møder FC København. Kampen kan ses direkte på TV3+.

Den anden legatportion går til de mange dedikerede Superligafans, som uge efter uge lægger masser af kræfter og timer i at øge stadion- og TV-oplevelsen ved at lave Tifo'er, sange og anden underholdning på de danske stadions.

I indstillingen lyder det blandt andet:

"Jeg foreslår, at man giver en anerkendelse til dem, som virkelig løfter stemningen og produktet. Nemlig de aktive fans. Uden dem ville Superligaen slet ikke være så spændende at følge".

Priskomiteen erklærer sig helt enige, og har valgt at uddele 150.000 kroner til stemningsforbedrende tiltag blandt danske fans. Pengene doneres i praksis til Divisionsforeningen, hvorfra fanklubber, aktive fans, Tifogrupper mv. kan ansøge om legatportioner til konkrete, stemningsskabende tiltag i forbindelse med Superligakampe - se kriterierne for at få del i midlerne nederst i pressemeddelelsen.

Rodeprisen er opkaldt efter Divisionsforeningens tidligere direktør Claus Rode. Før sin død i 2006 var Claus Rode i en årrække direktør for eliteklubberne i Danmark, og han var blandt andet gennem tv-aftaler med til at sikre, at dansk fodbold har bevæget sig op på det høje niveau, som findes i dag. Prisen blev indstiftet af Viasat/TV3 i 2006 i respekt for Claus Rodes store arbejde, og er uddelt hvert år siden 2006.

Priskomiteen bestod i år af følgende personer:

Per Frimann, ekspertkommentator på TV3 SPORT
Kim Mikkelsen, Ledende redaktionschef på TV3 SPORT
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen
Kathe Rode, enke efter Claus Rode

Retningslinjer for at få del i midlerne til stemningsforbedrende tiltag:

1. Donationer gives til stemningsforbedrende tiltag på eller i umiddelbar nærhed af stadion i forbindelse med Superligakampe
2. Donationer kan søges af Superliga-klubbernes fans
3. Beløbet for den enkelte donation kan ikke overstige 15.000 kr.
4. Det skal godtgøres, hvilke omkostninger donationen skal dække
5. Tiltaget skal være aftalt med klubben
6. Tiltaget skal overholde såvel myndigheders som klubbers krav til sikkerhed og opførsel
7. Donationer kan søges ved at indsende en mail til Divisionsforeningen, Jesper Duelund jdue@df.dbu.dk
8. Der kan ansøges om donationer til beløbet er opbrugt, beløbet fornyes ikke

Pressekontakt

Kim Mikkelsen
TV3 Sports redaktionschef
  7730 5500

Firma

MTGTV A/S
Wildersgade 8
1408 København K, Danmark

  77 30 55 30

http://www.tv3.dk/

Modtag nyheder fra MTGTV A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire