Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/11-12   -   Pressemeddelelse

Crowdsourcet bog samler tips fra tvillingeforældre til tvillingeforældre

Tvillingeforældre fra hele Danmark giver hinanden tips og råd i "Tvillingetips - fra tvillingeforældre til tvillingeforældre"

Flere end 220 dybtfølte råd fra tvillingeforældre til tvillingeforældre er nu udkommet i én samlet bog, som er udgivet af tvillingemoderen og journalisten Abelone Glahn.
Hun har igennem flere år indsamlet rådene fra danske tvillingeforældre via hjemmesiden www.tvillingetips.dk.

Bogen præsenteres på Bogmessen i Bella Center på lørdag den 10.november på Saxo Publish's stand, hvor Abelone Glahn vil fortælle om, hvordan hun har samlet tvillingeforældre i Danmark til at bidrage til bogen.
Det er nemlig - så vidt vides - den første egentlige crowdsourcede bog, der er udkommet i Danmark, en bog, der bygger på at bruge flokken som kilde, i dette tilfælde tvillingeforældre.

- Hvem ved bedst, hvordan det er at have tvillinger? Det gør tvillingeforældre selvfølgelig. Her er vi alle de bedste eksperter, selv om vi måske også har forskellige holdninger til nogle af de udfordringer, vi har mødt som forældre til tvillinger, siger Abelone Glahn og tilføjer:
- Bogen er derfor en veritabel guldgrube af selverfarede, nyttige råd, som alle sammen er relateret til denne særegne situation at få to børn på samme tid, og jeg takker alle de mange bidragydere for deres generøse indlæg. Hver eneste af bidragyderne krediteret for deres bidrag med navn og by.

Alle rådene - en stor del også med illustrative fotos fra virkelige situationer - er samlet i 31 kategorier, der dækker fra blandt andet stereoamning, søvn og søskende til identitetsdannelse, om at dele sol og vind lige og om at rejse med tvillinger.
Særligt afsnittene om synkronisering af tvillingerne og afsnittet om, hvorvidt man skal skille tvillinger eller holde dem sammen i børnehave og skole får mange ord med på vejen.

- Der findes ikke én endegyldig sandhed om, hvordan tvillinger skal behandles. Hvert tvillingepar har sin særegenhed, der skal respekteres. Derfor modsiger rådene indbyrdes måske en gang imellem hinanden, men det viser bare, at man skal vurdere situationen ud fra lige præcis sit eget tvillingepar efter at have hørt andres erfaringer, siger Abelone Glahn, der selv er mor til et par enæggede drenge på 21 år.

Den nye bog er ikke bare en håndbog med hurtige genveje til livet med tvillinger. Mellem de mange tips om, hvor man finder det bedste puslebord til overvejelserne om »sammen eller hver for sig i skolen« finder man også personlige erfaringer og kommentarer, der er værd at læse for både erfarne tvillingeforældre og bedsteforældre. Her er en gennemgående bemærkning at nyde tiden og oplevelserne, for det kan godt være, at to børn betyder dobbelt arbejde, men der følger også dobbelt glæde.

Abelone Glahn har igennem 12 år drevet den informative hjemmeside www.tvillinger.com og samlet råd dér, men der kom rigtig skub i tanken om at udgiver rådene i en bog, da hun på en rejse så en tvillingefar, der havde opfundet en snedig løsning på at transportere en større søskende på et skateboard fastgjort til en tvillingebarnevogn.
- Da jeg kom hjem, kontaktede jeg en programmør Lise Nyrop, der også er mor til tvillinger. Hun programmerede derefter hjemmesiden www.tvillingetips.dk, hvor alle (stadig) kan bidrage med tips og råd.

Forlaget Amedia
136 sider, ISBN: 9788799196722, Vejl pris 189.-
I www.tvillingebutikken.dk koster bogen 189 kroner inklusiv forsendelse

Fotos til trykbrug hentes her:
http://tvillingetips.dk/presse-tvillingetips.htm
Et uddrag af bogen kan læses her:
http://issuu.com/abeloneglahn/docs/tvillingetips-uddrag

Bogen udkom den 8. januar 2012 i en særudgave til kronprinsparret i anledning af Prinsesse Josephine og Prins Vincents ét års fødselsdag.

Relevant information

www.tvillingetips.dk


Pressekontakt


Firma

Tvillinger.com
Fjendstrupvej 2
4850 Stubbekøbing, Danmark

  54490094
  24254852

http://www.tvillinger.com

Modtag nyheder fra Tvillinger.com på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire