Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/03-11   -   Pressemeddelelse

Debat om fremtidens humanistiske uddannelser

Aulaen på Aarhus Universitet satte smukke rammer for en dag med oplægsholdere, debatoplæg og postersession. Videnskabsministeren havde i samarbejde med universiteterne inviteret til konferencen "Fremtidens humanistiske uddannelser" den 21. marts 2011.

Ministeren: Vi skal aflive de mange myter om humaniora
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen lagde ud med at aflive nogle af de mange myter om humaniora og de humanistiske kandidater. F.eks. at humanistiske kandidater er flere år om deres speciale, og at de går direkte ud i arbejdsløshedskøen - hvor de stiller sig lige bag en anden humanistisk kandidat.

Konferencen satte fokus på de forandringer, som det humanistiske felt gennemgår i forbindelse med ændrede beskæftigelsesmønstre og en tættere kobling til erhvervslivet. Og gennem dagens oplæg, debatter og postersession - hvor universiteterne præsenterede deres humanistiske aktiviteter - drøftede deltagerne det nye og fremtidige humaniora, og hvordan humaniora kan og skal bidrage til udvikling og vækst.

Studerende: Humanister skal være stolte af deres uddannelse
Danskstuderende Maibrit Dessau Borkfelt Mogensen fik gennem faget procesledelse lyst til at blive iværksætter. Hun var med til at starte HumEnzym, som er et innovativt netværk for studerende, der ønsker at bruge deres kompetencer til at lave humanistisk innovation og arbejde for en mere praksisorienteret undervisning. I den proces gik det blandt andet op for hende, hvor vigtigt det er med et garagemiljø, hvor de studerende kan mødes, diskutere og arbejde side om side - også på humaniora.

Maibrit understregede desuden, at teori også bør omdannes til konkrete kompetencer gennem tværfagligt samarbejde, og at der er behov for at rebrande humaniora. Humanister skal være stolte af deres uddannelse.

Erhvervslivet: Fremtiden ligger hos humanisterne
Konferencen satte også fokus på de udfordringer, som de humanistiske uddannelser står over for. Der er stadig høj ledighed samlet set og brug for et større samspil mellem erhvervslivet og humaniora.

Oplægsholder Kim Ruberg fra kommunikationsvirksomheden Jøp, Ove & Myrthu var ikke i tvivl om, at fremtiden ligger hos humanisterne. De humanistiske kernekompetencer består blandt andet i at forstå stoffet på dets egne betingelser, løse opgaver på højt abstraktionsniveau og evne at sætte sig ind i andre kulturer - uddrage essensen og kommunikere den. Og så har humanister en helt særlig indsigt i mennesker og menneskelige relationer. Kim Ruberg pointerede dog, at virksomhederne ikke ved, hvad humanisterne kan.

- De danske universiteter er simpelthen for dårlige til at sælge humanisterne til virksomhederne, konkluderede han.

Universiteterne: Entreprenørskab er ikke nyt
Prorektor fra Roskilde Universitet (RUC), Hanne Leth Andersen, fremhævede, at flere universiteter allerede er i gang med at vurdere både aftagerpanelernes og alumnenetværkenes rolle. I den forbindelse er dialogen altafgørende. Universiteterne og erhvervslivet skal tale sammen og bruge hinanden, der hvor der er mulighed for positivt samarbejde.

- I virkeligheden er entreprenørskab i de humanistiske uddannelser ikke noget nyt, men vi har måske haft brug for et nyt ord til at beskrive behovet for at indarbejde kreativitet, afsluttede Hanne Leth Andersen.

Forslag og ideer
Dagens oplæg, debatter og postersession førte til forskellige forslag og ønsker til, i hvilken retning det humanistiske felt kan og skal bevæge sig i fremtiden. Videnskabsministeriet vil bruge debatterne og forslagene i det videre arbejde med at skabe et bedre match mellem uddannelserne og samfundets behov.

Relevant information

http://www.ubst.dk


Pressekontakt


Firma

Universitets- og Bygningsstyrelsen
Bredgade 43
1260 København K, Danmark

  3395 1200

http://www.ubst.dk

Modtag nyheder fra Universitets- og Bygningsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater