16/05-11
-
Pressemeddelelse
Kan der spares i skat?
Nu starter processen med påklage af ejendomsvurderingerne for 2010 i forsøg på nedsættelse af vurderingerne og dermed ejendomsskat for universiteterne m.v.
Universitets- og Bygningsstyrelsen har gennem foråret fra SKAT modtaget de fleste af ejendomsvurderingerne for vores ejendomme, og vi er i gang med at indhente de resterende.
Når vi har det fulde overblik, vil vi gå i gang med vores normale påklageproces, hvor vi vil gennemgå de enkelte ejendomsvurderinger og påklage dem, der efter vores opfattelse er vurderet forkert. I denne proces vil vi tillige i fornødent omfang inddrage de enkelte universiteter for at indhente aktuelle oplysninger om eksempelvis ejendommenes stand til brug for påklagerne. Påklagerne vil blive indsendt til SKAT i løbet af juni, inden klagefristens udløb den 1. juli 2011.
Sideløbende med den normale påklageproces har UBST haft nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af nogle af universiteterne, Danske Universiteter og Kulturministeriet for at se på de gældende regler for ejendomsbeskatning og den skattemæssige status, de danske undervisnings-, forsknings- og kulturejendomme har. I forlængelse af arbejdet i denne arbejdsgruppe vil UBST tillige tage kontakt til de relevante myndigheder for en drøftelse af de forskellige rejste problemstillinger.
Endelig kan UBST orientere om, at UBST har foretaget en foreløbig evaluering af pilotprojektet, hvor Københavns Universitet og IT Universitetet har fået lov til at påklage egne benyttede ejendomme med bistand fra en advokat. Flere af både disse påklager og UBSTs egne påklager verserer fortsat i Vurderingsankenævnet, men ud fra en sammenligning af de foreløbige resultater har UBST ikke fundet det tydeliggjort, at der er opnået et bedre resultat ved brugen af advokater til påklageprocessen. Det er derfor fortsat UBSTs udgangspunkt, at UBST påklager ejendomsvurderingerne.
Relevant information
http://www.ubst.dk
Firma
Universitets- og Bygningsstyrelsen
Bredgade 43
1260 København K,
Danmark
3395 1200
http://www.ubst.dk
Modtag nyheder fra Universitets- og Bygningsstyrelsen på mail
Tilmeld dig her