06/01-11
-
Pressemeddelelse
Hvad er det pædagoger kan?
Få pædagogisk massage, test sanserne på mærkelig mad og hundetræning, oplev Pixeline og prinsessen forsvinde i den skumle skov, leg med affald eller skriv en sang. Der er rig mulighed for at få indtryk af, hvad pædagoger kan, når de studerende på UCN's pædagoguddannelse inviterer alle interesserede til formidlingsdag mandag den 10. januar 2011 kl. 10-15 på pædagoguddannelsen, Hobrovej 85 i Aalborg
De studerende har udviklet de pædagogiske aktiviteter specielt til forskellige grupper som fx børn med ADHD, unge med downs syndrom, børnehavebørn, omsorgssvigtede børn, mennesker med sociale problemer og mennesker med nedsat funktionsevne.
Anderledes indblik
Det er de studerende på pædagoguddannelsens 5. semester, der står for dagen, hvor de præsenterer deres forskellige ideer og får dem virkelighedstestet af bl.a. børn fra almindelige børnehaver og specialbørnehaver, DUS-børn og børn og unge fra forskellige bo- og dagtilbud.
Gæsterne kommer fra de pædagogstuderendes praktiksteder og andre institutioner, uddannelsen samarbejder med. Men alle interesserede, fx kommende studerende, er velkomne til at kigge forbi og få et anderledes indblik i den pædagogiske verden.
- De studerendes æstetiske produktioner kan involvere deltagere fra målgrupperne, institutioner og andre interessenrede. Det bliver forhåbentlig en livgivende dag fyldt med dialoger om det pædagogiske arbejde med de forskellige målgrupper, forventer studiekoordinator på pædagoguddannelsen Bo Birk Nielsen.
Mere fordybelse
De studerende skal på formidlingsdagen kombinere deres linjefag og deres specialisering i pædagoguddannelsen.
De studerende har valgt ét af tre linjefag:
- Sundhed, krop og bevægelse
- Værksted, natur og teknik
- Udtryk, musik og drama
Og én af tre specialiseringer:
- Børn og unge
- Mennesker med nedsat funktionsevne
- Mennesker med sociale problemer
De studerende skal fra februar i et halvt års praktik, og Bo Birk Nielsen, håber, at de studerende vil prøve ideerne fra formidlingsdagen af i praktikken. Når de studerende vender tilbage til studiet, skal de skrive en endelige specialiseringsrapport om hele forløbet. Ifølge Bo Birk Nielsen får de studerende på denne måde rigtig gode muligheder for at fordybe sig over længere tid i både målgrupper og linjefag.
Blandt aktiviteterne mandag den 10. januar er bl.a.:
- Mærkelig mad, hundetræning og andre grænseoverskridende sanseoplevelser for anbragte unge
- Pædagogisk massage som sansestimulation for personer med nedsat funktionsevne
- Fantasirejse gennem de fire årstider for 3-6-årige
- Motivation til motion for overvægtige med downs syndrom
- Lav sjove ting af affald - for personer med nedsat funktionsevne
- Naturen som ramme om udvikling af sociale kompetencer - for børnehavebørn
- Leg med instrumenter for personer med nedsat funktionsevne
- Fra sans mod samling - udfordring af sanser ved børn og unge med ADHD
- Leg og kreativitet for børn, der ikke har tilstrækkelig udviklet legeevne
- Sangproduktionsværksted - sangskrivning som identitetsskabelse for unge med sociale problemer
- Den skumle skov - fantasi og forestillingsevne for børn og unge
- Musik og berøring som kommunikationsmiddel for personer med svære, multiple handicap
- Sanglege som sprogstimulering af børn og unge
- Leg som metode til udvikling af sociale handlekompetencer for personer med sociale problemer
- Aktivitetshjul som inspiration til kropslig bevægelse - for pædagoger, der arbejder med mennesker med nedsat funktionsevne
Relevant information
http://www.ucn.dk
Firma
University College Nordjylland
Lindholm Brygge 35
9400 Nørresundby,
Danmark
72698000
72690304
http://www.ucn.dk