04/06-13
-
Pressemeddelelse
Verdens bedste balletdansere gæster Blokhus til sommer
Der bliver tale om en begivenhed af format, når Verdensballetten den 17. juli gæster Blokhus som det eneste sted ved Vestkysten. Verdensballetten samler publikum fra hele verden og er en af de store kulturelle events i Danmark. I Blokhus kan publikum altså nu glæde sig til at se den spændende, udendørs forestilling med Blokhus Sandskulptur Festival som en imponerende kulisse. Årets tema for Sandskulpturfestivalen er "Nordisk Mytologi" - og denne ramme vil bidrage til at gøre forestillingen til en helt unik oplevelse for tilskuerne.
Jammerbugt kommune er hovedsponsor på såvel Blokhus Sandskulptur Festival og Verdensballetten i Blokhus, og det er der ifølge Borgmester Mogens Gade en helt særlig årsag til:
"At en ballet i den kaliber, som The Royal Ballet of London repræsenterer, vælger at gøre stop i Blokhus, som ét af kun få steder på sin turné, er en stor gevinst for hele Jammerbugten. Vi har stort fokus på events som kan trække gæster til vores område, og samtidig give en god oplevelse for borgerne i Jammerbugten og for vores gæster. Det glæder os derfor hos Jammerbugt Kommune at kunne bakke op om initiativtagerne og denne kulturelle event, som har en bred appel", fortæller Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune.
Jens-Christian Wandt, der er arrangør af Verdensballetten, og som selv tager del i den i sit virke som operasanger og konferencier, glæder sig til at præsentere Blokhus for forestillingen og ser frem til at opføre Verdensballetten i Sandskulpturfestivalens rammer:
"Verdensballetten glæder sig meget til at skulle præsentere årets forestilling ved Sandskulpturfestivalen i Blokhus. Det er altid interessant når kunstarter arbejder sammen på tværs af alle grænser - det giver inspiration og det giver forestillingen en ekstra styrke. Sandskulpturerne bliver en fantastisk ramme, og noget helt andet end den ramme forestillingen vises i ved Den Tilsandede Kirke i Skagen eller på Møllerup Gods ved Aarhus. Både vores kunstneriske leder - Solodanser Johan Kobborg, og jeg, er meget taknemmelige over at det er blevet muligt for Verdensballetten at gæste Jammerbugt Kommune. Vi glæder os til at vise forestillingen i Blokhus, men også til at vise de medvirkende kunstnere denne del af Danmark. De er alle verdensstjerner der rejser verden rundt og optræder på de store scener, men de er alle også meget betaget af de indtryk og oplevelser, de får i Danmark. Jeg er sikker på de bliver alt andet end skuffet, når de oplever den vidunderlige natur ved Jammerbugten".
Direktør John Andersen, der er arrangør af Blokhus Sandskulptur Festival 2013 og hovedinvestor bag Verdensballetten til Blokhus, udtaler:
"Årsagen til, at jeg godt har turdet investere næsten ¾ million kr. i at få Verdensballetten til Blokhus skyldes, at jeg meget gerne vil være med til at videreudvikle Blokhus som et attraktivt fritidsområde, og samtidig være med til at skabe tiltag der gør Blokhus attraktivt for såvel de herboende som for at tiltrække flere gæster til området.
- Det er også utrolig dejligt at opleve den store økonomiske opbakning og det blændende samarbejde, som jeg oplever fra såvel VisitJammerbugten, Jammerbugt Kommune som fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Ved at samarbejde om udviklingen sådan som vi gør det, kan det kun blive til stor glæde og gavn for alle os erhvervsdrivende", udtaler John Andersen videre.
Verdensballetten består af nogle af verdens førende solodansere fra The Royal Ballet of London, anført af Alina Cojocaru og Johan Kobborg. Hertil medvirker violinist Charlie Siem samt operasangerne Ditte Højgaard Andersen og Jens-Christian Wandt. Forestillingen er karakteriseret ved en opsætning og et indhold, som appellerer til både vante balletkendere, men også til et publikum, som måske ser ballet for allerførste gang. Billetsalget til Verdensudstillingens forestilling i Blokhus foregår på www.billetten.dk.
Foto: Verdensballetten gæster i år Blokhus på sin turné. Fotokred.: Verdensballet.dk
Relevant information
http://