07/03-14
-
Pressemeddelelse
Cobham SATCOM skaber op imod 200 nye arbejdspladser i Jammerbugten
Kommunikationsvirksomheden Cobham SATCOM - der er en af verdens førende producenter af udstyr og systemer til radio- og satellitkommunikation - har netop annonceret, at de flytter en del af deres produktion og lager til Jammerbugt Kommune. En etablering, som forventes at føre op imod 200 nye arbejdspladser med sig i Jammerbugt Kommune.
Annonceringen fra Cobham SATCOM giver genlyd i Jammerbugt Kommune, hvor borgmester Mogens Gade ser frem til at byde virksomheden velkommen:
"Det er absolut en glædelig begivenhed. Det har en stor og positiv betydning for os, at en innovativ virksomhed som Cobham SATCOM har besluttet at etablere sig og samle en stor del af deres produktion i de ledige faciliteter i det tidligere Aquilon Messecenter. Bygningerne har tidligere huset Bosch Telecom, Siemens og Flextronics, som på daværende tidspunkt var blandt kommunens erhvervs-flagskibe. Med Cobham SATCOMs etablering får vi igen et nyt flagskib, som vil bidrage med en stor aktivitet til det i forvejen veletablerede industriområde.
Erhvervsmæssigt er vi naturligvis glade og stolte over, at virksomheden har valgt at lokalisere sig i Jammerbugt Kommune. Det vil ikke kun gavne aktiviteten i erhvervsområdet. Det vil også give aktivitet i hele kommunen, og skabe begejstring ved at der igen kommer daglig aktivitet og produktion i de mange tusinde kvadratmeter industrilokaler.
Samtidigt er det - set med nordjyske briller - meget positivt, at Cobham SATCOM med beslutningen har fastholdt de mange arbejdspladser i Nordjylland og Danmark. Det er virksomhedens hidtidige aktiviteter og funktioner i Aalborg samt dele af dens udenlandske produktion og lager, som flyttes til Pandrup. Med den nye lokalisering får virksomheden mulighed for at indrette sig optimalt og kapacitet til at flytte produktion fra udlandet til faciliteterne i Pandrup. Jeg håber derfor, at beslutningen kan være med at skabe flere arbejdspladser ikke kun i Jammerbugt men også til gavn for hele Nordjylland. Samtidig vil jeg gerne tilkendegive at den positive dialog, der har været i beslutningsprocessen frem til nu, tegner godt for det fremtidige samarbejde."
Cobham SATCOM går straks i gang med at indrette den nye produktionsfacilitet, og forventer at flytte ind inden udgangen af 2014.
Som baggrund for beslutningen udtaler Walther Thygesen, Senior Vice President i Cobham SATCOM, følgende:
"Vi har igennem længere tid arbejdet på at organisere vores produktions- og udviklingsaktiviteter på en mere optimal måde, og det giver faciliteterne i Pandrup os mulighed for. Vi ser derfor frem til at kunne rykke ind i de nye rammer, der også indebærer, at vi er godt forberedt til en eventuel fremtidig ekspansion."
For yderligere information og kommentarer, kontakt:
Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade, tlf. 4191 2001
Cobham SATCOM, Communications, John Alexandersen, tlf. 2272 3822
Baggrundsinformation om Cobham SATCOM:
(Kilde: http://www.maritimecenter.dk/19545/medlemmer/thranethrane/)
Cobham SATCOM, tidligere Thrane & Thrane A/S, er en del af den engelske Cobham-koncern, hvis produkter og serviceydelser har været omdrejningspunktet for avancerede militære og civile systemer i mere end 75 år. Vi udvikler, producerer og sælger udstyr og systemer til global, mobil kommunikation baseret på avanceret satellit- og radioteknologi, og vi er førende på verdensmarkedet. Produkterne sikrer kommunikation mellem mennesker på land, til vands og i luften.
Pressekontakt
Mogens Gade
Borgmester, Jammerbugt Kommune
+45 41 91 20 01