19/01-11
-
Pressemeddelelse
Vestas tildelt verdens fornemmeste energipris
The Zayed Future Energy Prize 2011, der er den største og mest prestigefyldte pris inden for innovation, lederskab og opnåelse af konkrete resultater på området for vedvarende energi, gik tirsdag aften til Vestas Wind Wind Systems A/S. Prisen på 1,5 millioner dollars gav Vestas dog straks videre for yderligere at fremme udbredelsen af vedvarende energi
Et rekordstort antal på 391 virksomheder og organisationer fra 69 lande deltog i år i konkurrencen om verdens mest prestigefulde pris inden for vedvarende energi. Blot seks af disse var nomineret forud for finalen, da det sent tirsdag aften i Abu Dhabi stod klart, at det blev Vestas, der løb med prisen på hele 1,5 millioner dollars (ca. 8,5 millioner kroner). Prisen blev overrakt af Abu Dhabis kronprins, sheikh Mohamed bin Zayed Al Nahyan, under overværelse af blandt andre FNs generalsekretær Ban Ki-moon.
Formanden for juryen, den tidligere modtager af Nobels fredspris, Dr. R.K. Pachauri fra Indien, fremhævede som den væsentligste årsag til, at prisen gik til Vestas, at virksomheden "til fulde lever op til de tre kriterier om innovation, lederskab og en langsigtet vision", som priskomiteen har lagt vægt på:
"I over 30 år har Vestas-vindmøller været blandt de mest innovative på verdensplan i hele branchen. Ikke alene har virksomheden - tilmed næsten egenhændigt - været pioner inden for vindkraft; man er samtidig lykkedes med det på trods af, at virksomheden er hjemmehørende i et lille land", sagde Dr. Pachauri blandt andet.
Juryformanden fremhævede også, at Vestas undervejs i sin udvikling har vist et betydeligt lederskab, der - til trods for adskillige forhindringer gennem virksomhedens 31-årige historie - har bragt Vestas frem til positionen som verdens førende inden for vedvarende energi.
Passion er nøglen til succesPå vegne af sine over 20.000 kolleger modtog Vestas' koncernchef Ditlev Engel prisen, og sagde blandt andet: "Det er kolossalt ærefuldt for alle os i Vestas at modtage denne fornemme pris. Ikke mindst juryens ord om innovation og lederskab i branchen, er vi meget beærede over".
Engel understregede samtidig, at hans kolleger i Vestas er kendetegnet ved en passion, som man ikke finder mange steder i erhvervslivet. Det er denne passion, der har ført Vestas frem til den globale førerposition inden for vindenergi, sagde han, og tilføjede, at det i høj grad også er passionen, kombineret med medarbejdernes legendariske viljestyrke, der i fremtiden skal føre Vestas mod endnu større mål:
"Vi har sådan set kun én ting i tankerne - vindenergi", sagde Engel. "Hele tiden at udvikle teknologien med det formål at gøre det så billigt som muligt for både vores kunder og for slutforbrugerne overalt i verden. Det er i bund og grund bare dét, vi er optaget af".
Prisen på halvanden million dollars gav Ditlev Engel straks videre. Halvdelen til den helt nyetablerede NGO, WindMadeTM, som Vestas er initiativtager til og som er stiftet sammen med FN, WWF, GWEC, Bloomberg, LEGO og PwC. De sidste 750.000 dollars fordelte Engel ligeligt mellem nummer fire, fem og seks i finalen. De kan således se frem til hver især at modtage 250.000 dollars - dog øremærket, så beløbet skal anvendes til at understøtte de tre modtageres egen udvikling inden for vedvarende energi.
Sidste år gik prisen til Toyota for tredje generation af den benzinøkonomiske hybridbil Prius.
Fakta om prisen og juryenOm prisenThe Zayed Future Energy Prize udtrykker den vision som den nu afdøde grundlægger af og præsident for De Forenede Arabiske Emirater, Sheikh Zayed bin Sultan al Nahyan, havde.
Sheiken var kendt som frontløber i miljøspørgsmål, og den årlige prisuddeling af The Zayed Future Energy Prize er indstiftet for at fejre og hædre personer, virksomheder eller organisationer, der gennem innovation, lederskab og langsigtede visioner inden for vedvarende energi og bæredygtighed har været med til at skabe bemærkelsesværdige resultater på dette felt.
Prisen omtales ofte som 'energiverdenens Nobelpris'.
Prominente jurymedlemmerDen jury, der beslutter, hvem der skal have prisen, er sammensat af nogle af verdens toneangivende personer inden for vedvarende energi og klimaforandringer.
Formand for juryen er Dr. R.K. Pachauri fra Indien. Pachauri har siden 2002 været formand for FN's Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) og modtog i 2007, sammen med Al Gore, Nobels Fredspris.
I juryen sidder også Islands præsident Ólafur Ragnar GrÃmsson, Jordans energiminister, H.E Eng. Khaled Irani, formanden for ALDAR Properties PJSC, Ahmed Ali Al Sayegh, Abu Dhabi, Lord Browne, adm. direktør for Riverstone Holdings, Storbritannien, Lord Foster, stifter af og formand for Foster + Partners, Storbritannien, og direktør for Massachusetts Institute of Technology (MIT), Susan Hockfield, USA.
Relevant information
http://www.vestas.com/