Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/11-10   -   Pressemeddelelse

Vesthimmerland bliver snydt i udligningssystemet

Storbykommuner får millioner af kroner via udligningssystemet hvert år for borgere, der ikke er udgiftskrævende, mens andre kommuner bliver snydt. Kriteriet skal derfor ændres, mener borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerlands Kommune.

En velstillet direktør, som har valgt at bo til leje i en nyrenoveret bygning af ældre dato i København, udløser via det kommunale udligningssystem automatisk en klækkelig sum penge til Københavns Kommune. Også selvom direktøren på ingen måde er udgiftskrævende. Omvendt udløser en familie, som er udgiftskrævende for en kommune, ikke en øre, hvis de på grund af lave huspriser bor i en ejerbolig i en oplandskommune.

Borgmester Knud Kristensen (C) i Vesthimmerlands Kommune er harm over, at fordelingskriteriet "Antallet af familier i visse boligtyper" er så upræcist, at storbykommunerne får penge til ikke-ressourcekrævende borgere, fordi der ikke bliver taget højde for borgerens indkomst, uddannelse eller arbejde i kriteriet.

"Det kommunale udligningssystem er sat i verden for at undgå økonomisk ulighed og uensartet service i landets kommuner. Så er det da himmelråbende dårligt, at dette fordelingskriterium åbner op for, at storbykommunerne bliver kompenseret for udgifter, de reelt ikke har, udtaler Borgmester Knud Kristensen (C)Vesthimmerlands Kommune.

Systemfejl gør udligningsreformen uretfærdig
Vesthimmerlands Kommune påpeger i et notat til Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, at der er en systemfejl i udligningssystemet, så fordelingen af midler mellem landets kommuner rammer fuldstændigt skævt, når det drejer sig om fordelingskriteriet "Antallet af familier i visse boligtyper".

Der tages ikke højde for, at forskelle i boligpriser og boligudbud fører til store kommunale forskelle i borgernes bosætningsmønster og valget af boligform (ejerbolig eller lejebolig). Velfungerende ikke-udgiftskrævende grupper - heriblandt også studerende - bliver taget med i kriteriet.

Det giver storbykommuner med høje boligpriser en klokkeklar fordel. Ikke mindst fordi, det er veldokumenteret, at der er en stærk sammenhæng mellem borgernes uddannelse, indtægt, stilling og de sociale problemstillinger, borgeren møder senere i livet.

Vesthimmerlands Kommunes borgmester Knud Kristensen er derfor ikke i tvivl om, at kommunen hvert år bliver snydt for mange millioner kroner:

"Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at kriteriet ikke forholder sig til hverken uddannelse, stilling eller indkomster. Vores beregninger viser, at 8.704 personer i København med en lang videregående uddannelse er omfattet af kriteriet. Det er derfor på tide at præcisere kriteriet, så ingen kommune kan få kompensation uden, at der er et reelt behov, udtaler borgmester Knud Kristensen.

Eksempel:
En familie bosat i en privat udlejet bolig fra før 1920 i København er omfattet af kriteriet "Antallet af familier i visse boligtyper". Når denne familie flytter fra København til Vesthimmerlands Kommune, vil familien formentlig købe en ejerbolig grundet de lave boligpriser. Dermed er familien ikke længere omfattet af kriteriet. Vesthimmerlands Kommune får dermed ca. 18.000 kr. mindre via udligningssystemet end Københavns Kommune fik for selvsamme familie. Hvis dette beløb ganges op med de 8704 personer med længerevarende uddannelser, som Københavns Kommune har ført ind under kriteriet, så nærmer beløbet sig 160 mio. kroner.

Vesthimmerlands Kommune konkluderer i notatet, at andelen af voksne med et lavt uddannelsesniveau, lav indkomst og fordeling på sociale klasser er forskellig kommunerne imellem. Det betyder, at nogle kommuner får inkluderet forholdsvis mange familier i kriteriet, selvom de ikke er udgiftskrævende. Herunder studerende. Udligningssystemets kriterium trænger derfor til et gennemsyn og justering, så fordelingen af midler bliver mere retfærdigt.

Du kan læse hele notatet på Vesthimmerlands Kommunes hjemmeside:
www.vesthimmerland.dk

Relevant information

http://www.vesthimmerland.dk


Pressekontakt


Firma

Vesthimmerlands Kommune
Himmerlandsgade 27
9600 Aars, Danmark

  99 66 70 18

http://www.vesthimmerland.dk

Modtag nyheder fra Vesthimmerlands Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater