03/02-11
-
Pressemeddelelse
Få sygedage og høj trivsel i Vesthimmerland
Vesthimmerlands Kommune har det 6. laveste sygefravær blandt kommunalt ansatte i Danmark. Samtidig viser APV- og trivselsundersøgelsen, at medarbejderne trives godt og er yderst tilfredse med deres arbejdsplads. Den positive nyhed er frugten af flere års målrettet arbejde i organisationen.
Ansatte i Vesthimmerlands Kommune har færre sygedage om året end andre kommunalt ansatte i Danmark. Faktisk viser statistikken fra Det Fælleskommunale Løndatakontor, at Vesthimmerlands Kommune nærmer sig bunden af fraværsstatistikken, idet kun fem andre kommuner ligger lavere.
Samtidig viste årets APV- og trivselsundersøgelse, at ansatte i Vesthimmerlands Kommune i høj grad oplever god trivsel, medindflydelse og anerkendelse.
De positive resultater med et lavt sygefravær og et højt trivselsniveau kommer ikke bag på Vesthimmerlands Kommunes kommunaldirektør Mogens Kristensen:
Jeg er ikke i tvivl om, at det flotte resultat skyldes en målrettet indsats med at forbedre trivslen for vores medarbejdere. Her spiller medarbejderne selv en kæmpe rolle, fordi de aktivt er gået ind i arbejdet med at forbedre arbejdsmiljø og trivsel. Samtidig har vores sundhedsordning selvfølgelig også bidraget positivt og højnet arbejdsglæden hos mange, forklarer kommunaldirektør Mogens Kristensen.
Sundhedsordningen er lavet for at sætte fokus på information og forebyggelse i forhold til "Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress". Ordningen baserer sig på frivillighed, hvor de 3500 medarbejdere i Vesthimmerlands Kommune får mulighed for at modtage forskellige sundhedsfremmende tilbud - eksempelvis rygestopkurser og forebyggende behandlinger. Der er desuden afsat midler til en ansøgningspulje, som skal understøtte sundhedsfremmende aktiviteter.
Mogens Kristensen mener desuden, at den særlige ånd og høje ansvarsfølelse hos kommunens ansatte generelt også har noget at sige i forhold til det positive resultat.
Fremadrettet vil Vesthimmerlands Kommune fortsætte arbejdet med at fastholde trivslen på arbejdspladsen.
Relevant information
http://www.vesthimmerland.dk