17/02-11
-
Pressemeddelelse
165 sportsstjerner funkler i Tinghallen tirsdag den 8. marts
Der var mange lysende stjerner på sportshimlen over Viborg Kommune sidste år, og de dygtige atleter fejres ved det store hyldestshow, Sportsmestre 2010, i Tinghallen i Viborg, tirsdag den 8. marts kl. 19.00.
Det bliver en festlig aften i selskab med kommunens ypperste sportsfolk akkompagneret af masser af topunderholdning. Alle interesserede sportsfans er velkomne, og billetterne er gratis - hvis bare man er hurtig nok.
Traditionen tro er det Viborg Kommunes borgmester, Søren Pape Poulsen, og formand for Viborg Idrætsråd, Preben Jensen, der skal på scenen for at lykønske sportsmestrene og overrække buketter og gaver skænket af Viborg Byråd. Søren Pape Poulsen glæder sig meget til at hilse på de mange lokale sportsstjerner og siger i den forbindelse:
- Det er en stor fornøjelse og ære at kunne være med til at hylde så mange fantastiske sportsfolk, og der er for mig ingen tvivl om, at de er et kæmpestort aktiv for Viborg Kommune i både ind- og udland. Samtidig er det dejligt at have så dygtige rollemodeller som inspiration for kommunens børn og unge.
Kvinderne overlegne i antal
De 165 sportsmestre er fordelt på i alt 27 foreninger i kommunen. Supernova på stjernehimlen er i år bl.a. Chris T. Christensen fra Bjerringbro BMX, som i 2010 imponerede ved at hjemtage både DM, EM og VM i BMX for drenge, 14 år.
Intet sportsmestershow uden Viborg HK's håndboldkvinder fristes man næsten til at sige. I alle tilfælde lyste de også i 2010 smukt på stjernehimlen med en sejr i Champions League. Kvinderne er i det hele taget mændene overlegne i antal sportsmestre. Blandt andet fordi Team Viborgs fodboldkvinder stiller med hele 35 sportsmestre, som i 2010 vandt DM for U18 og DM i indendørsdisciplinen fussball for seniorer.
Fireflies, flotte tricks med mere
Viborg Byråd og Viborg Idrætsråd har i år hyret tidligere tv-vært, medierådgiver og forfatter, Claus Elgaard, til at styre løjerne som konferencier. Med bla. 15 år som studievært på TV2 Sport i bagagen, bevæger Claus Elgaard sig særdeles hjemmevant i sportens verden.
Fra den musikalske stjernehimmel får publikum lejlighed til at opleve pigegruppen Fireflies, der slog igennem sidste år i DR's X-Factor med deres helt egen country-pop-lyd. Spændende bliver det også at få en eksklusiv smagsprøve på Sigurd Barrets nykomponerede musical, Valhalla, der har premiere på Viborg Teater den 24. marts. Hele aftenen bindes musikalsk sammen af Henrik Resen og bandet Popshop.
Publikum får desuden et forrygende show med den 16-årige boldjonglør, Anders Borg Petersen, der igen i oktober sidste år beviste sit talent ved at vinde Carlsberg-konkurrencen "Vis mig dit trick", og Gymnastikforeningen KVIK sætter fart over feltet med en hæsblæsende opvisning.
Billetter skal hentes senest 4. marts
Det er gratis at deltage som publikum til showet. Billetterne gives væk efter "først-til-mølle-princippet". De skal dog bestilles og hentes senest fredag den 4. marts 2011 hos Viborg Idrætsråd, Tingvej 15B, 3. sal, Viborg, tlf. 86 62 55 33. Også den 8. marts gælder "først-til-mølle-princippet". Dem, der kommer først, får de bedste pladser, når dørene til Tinghallen åbnes kl. 18.30. Showet starter kl. 19.00 og forventes at vare til kl. ca. 21.15.
Relevant information
http://www.viborg.dk