Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
22/10-12   -   Pressemeddelelse

Viborg er en tegneserieby - på den fede måde

I perioden 27. oktober til 4. november 2012 løber Viborg Animations Festival for første gang af stablen. Ud over George Clooneys sprøde stemme i The Fantastic Mr. Fox og vovede voksenfilm af Cirkelines far, Jannik Hastrup, kan publikum også se og prøve det nyeste digitale legetøj. Samtidig mødes virksomheder til konference om brug om animation i erhvervslivet, og undervisere mødes til konference om brug af animation i undervisningen.

Det er den internationalt anerkendte animationsskole, The Animation Workshop/VIA UC, der søsætter den nye festival, og skolens rektor, Morten Thorning, siger om motivationen bag den store satsning:
- Vi har samlet en videnbank af international ekspertise her i Viborg, og vi vil gerne vise, hvor meget animation egentlig kan - både som klassisk underholdning, men i høj grad også som et naturligt element i undervisningen og som et stærkt værktøj til formidling for virksomheder og institutioner.
Den offentlige del af Viborg Animationsfestival er gratis for publikum, og byens rum fyldes i en uges tid med forskellige events, happenings, koncerter og udstillinger, der involverer animation. Det kan bl.a. lade sig gøre, fordi Viborg Kommune støtter festivalen økonomisk. Ifølge borgmester, Søren Pape Poulsen, gives støtten med to formål:
- Vi vil gerne give vores borgere og gæster nogle helt særlige oplevelser, og samtidig vil vi gerne sætte Viborg på landkortet som et kraftcenter for animation - både i Danmark og i udlandet. Der ligger et enormt økonomisk potentiale for danske virksomheder i at bruge animation både i underholdningsindustrien og i mange andre brancher. Og meget af den ekspertise, der findes på området er samlet her i Viborg på The Animation Workshop og i Arsenalet, vores væksthus for nye animationsvirksomheder.

Der er business i billeder
På konferencen Animating Business er det netop erhvervsperspektivet, der er i fokus. Her kan interesserede private og offentlige virksomheder den 30. oktober opleve, hvordan animation og visualisering kan sælge, forklare, udvikle og inspirere. Og det bliver ikke kedeligt. Dagens konferencier er den underholdende Peter Kær, og som oplægsholdere kan deltagerne bl.a. møde Danmarks Mr. Tegnefilm, Jakob Stegelmann, og engelske Andrew Park, leder af Cognitive Media, der med sin originale tilgang til formidling af komplekse budskaber har høstet over 50 millioner hits på You Tube.

De tilmeldte virksomheder skal også opleve gode eksempler på, hvordan animation allerede har bidraget til forretningen for bl.a. B&O og Silkeborg Sygehus, og de får lejlighed til at mødes med animatorer, der kan give deres virksomhed eller projekt en visuel indsprøjtning.

At lære i billeder
Forestillingsevnen er en af de væsentligste forudsætninger for at forstå, hvad man læser. Det ved de noget om på The Animation Workshop, hvor man bl.a. har gennemført et casestudie, som dokumenterer, at børn, der ikke læser så godt, kan udvikle deres evner til at læse og forstå gennem pædagogisk arbejde med fremstilling af tegnefilm. På konferencen Animated Learning, hvor undervisere fra hele landet er samlet, 31. okt. - 2. nov., vil foredragsholdere fra ind- og udland med Niels Krause-Kjær som ordstyrer bl.a. diskutere kreativitet, innovation og visuel kommunikation i fremtidens undervisning.

Det spiller - for sjov og for alvor
På messen Learning Games Expo, 1.- 4. nov., får publikum gratis mulighed for at se og prøve nogle af de allernyeste computerspil og andre digitale medier. Man kan f.eks. prøve at mikse egne musiknumre, puste digitalt glas eller blive spiludvikler for en dag. I den mere seriøse afdeling kan man se, hvordan fremtidens læger træner kirurgiske indgreb via en simulator, eller finde ud af, om computerspil kan bruges til at opbygge og genskabe soldaters psykiske helbred.

Film for alle og for feinschmeckere
På selve filmfestivalen, 2.-4. nov., er der i Viborg, Karup og Bjerringbro et stort, gratis overflødighedshorn af kvalitetsstemplet animationsfilm fra ind- og udland. Man kan møde klassikere som Lucky Luke og Cirkeline. Og her er vi tilbage ved Cirkelines far, Jannik Hastrup, som er en af tegnefilmens danske grand old men. Han er med under det meste af festivalen, hvor han til Film Jam også viser prøver på film, som absolut ikke er egnede for børn, og deltager i arrangementet "Meet The Filmmakers", hvor alle interesserede kan møde ham og andre animationsmagere lørdag den 3. november.

Har man ikke set den meget rørende "Hund i Himlen", produceret af danske Nørlum, der har til huse i væksthus Arsenalet, er det absolut en tur i biografen værd.

Viborg Animations Festival præsenterer også den spanske film "Wrinkles, en film om alderdom og alzheimer, der har Danmarks-premiere på festivalen og er instruereret af Ignacio Ferreras, som er hyppig gæsteinstruktør hos The Animation Workshop. Fra USA kommer bl.a. Wes Andersons skæve animationsfilm om den pensionerede mestertyv Mr. Fox, som George Clooney, Meryl Streep og Bill Murray lægger stemmer til.

Vil man se, hvad morgendagens animationsstjerner laver lige nu, er der også mulighed for at se film produceret af unge danske og udenlandske talenter, og et af de mest spændende temaer på filmfestivalen er eksempler på den nye genre "animeret dokumentar".

Yderligere information
Læs program for filmfestivalen og de øvrige grene af Viborg Animations Festival på www.animationsfestival.dk

PR & kommunikationskoordinator Erik Barkman fra The Animation Workshop formidler kontakt til alle koordinatorer for festivalens forskellige grene.

Relevant information

http://www.viborg.dk


Pressekontakt


Firma

Viborg Kommune
Rødevej 3
8800 Viborg, Danmark

  87 87 83 00

http://www.viborg.dk

Modtag nyheder fra Viborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater