23/12-11
-
Pressemeddelelse
Nye regler om støj fra vindmøller offentliggjort
Miljøministeriet har i går offentliggjort en ny bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Bekendtgørelsen fastlægger en bindende grænseværdi på 20 dB for lavfrekvent støj fra vindmøller. Der ændres ikke ved de almindelige støjgrænser. Det er en stram regulering, lyder det fra Vindmølleindustrien.
"Det er et restriktiv regelsæt, der kommer til at gælde for vindmølleplan-lægningen, og selvom vi kunne ønske os, at vindmøller ikke skulle reguleres mere restriktivt end anden industri, tager vi bekendtgørelsen til efterretning," udtaler Jan Hylleberg adm. direktør i Vindmølleindustrien.
Bekendtgørelsen fastlægger en bindende grænseværdi for lavfrekvent støj med udgangspunkt i den laveste grænseværdi for lavfrekvent støj fra industrivirksomheder på 20 dB. Der ændres ikke ved de almindelige støjgrænser ved 6 og 8 m/sek.
Vindmølleindustrien særreguleres
Bekendtgørelsen er udtryk for en stramning af regelsættet for planlægning for vindmøller, idet der nu fastlægges bindende regler for lavfrekvent støj fra vindmøller i modsætning til vejledende for anden industri.
"Vi havde gerne set et regelsæt, der gav en større rummelighed i forhold til lavfrekvent støj og en model, der fulgte, at vi normalt regulerer støj i forhold til vindhastigheden. Det gør de nye regler for lavfrekvent støj desværre ikke. Bekendtgørelsen er derfor i vores optik udtryk for en ny særregulering af vindmøller," siger Jan Hylleberg.
Vindmølleindustrien tager til efterretning, at bekendtgørelsen nu langt om længe er på plads og anvendes af kommunerne.
"Da bekendtgørelsens indhold er besluttet af miljøministeren, er der nu behov for, at alle parter bakker op om de nye regler, så bekendtgørelsen i fred og ro kan komme ud at arbejde i kommunerne, som længe har efterspurgt de nye retningslinjer," siger Jan Hylleberg.
Fakta om den ny bekendtgørelse
· Ny bindende grænseværdi for lavfrekvent støj på 20 dB ved 6 og 8 m/sek.
· Ny bestemmelse sikrer, at områder til testmøller ikke påvirkes af nye boliger inden for støjkonsekvensområdet
· Bekendtgørelsen gælder for alle møller, der anmeldes fra 1. januar 2012
Relevant information
http://www.windpower.org
Firma
Vindmølleindustrien
Rosenørns Allé 9, 5. sal
1970 Frederiksberg C,
Danmark
3373 0339
6133 3653
http://www.windpower.org