18/11-11
-
Pressemeddelelse
VisitDenmark guider dig rundt i julepyntede Danmark
Julen står for døren allerede i november, og over hele landet er der pyntet op, og der er masser af forskellige julearrangementer. I ro og mag kan du klikke dig ind på www.visitdenmark.com/jul og planlægge dine juleoplevelser i hele Danmark.
Julemarkeder er et fast element i de flestes juleprogram, og markeder kan findes over hele landet - lige fra det nordlige Skagen, Thy og Århus ned igennem Herning til det sydlige Jylland og videre til Fyn, Nordsjælland, København og Bornholm. Her kan man finde alle julens velkendte lækkerier som brunkager, klejner, gløgg, æbleskriver og hjemmelavet julepynt. Julemarkederne byder ofte på områdets specialiteter, som er en oplagt mandelgave.
Landets udendørs skøjtebaner er også blevet en tradition i mange familier, og derfor åbner der hvert år nye baner, så der er plads til alle skøjteprinsesser, ishockeyspillere eller dem, der mest af alt ligner Bambi på glat is.
Hvis man gerne vil væk fra julens stress og jag, så kan man leje et sommerhus og nyde den smukke danske natur og lade julefreden sænke sig for eksempel på Fanø.
Odder inviterer på fakkeloptog den 25. november ned til torvet, hvor juletræet tændes. Hvis man har fået lidt for mange klejner er der mulighed for at løbe det af sig til nisseløb i Skovlunds skov ved Holstebro.
Så Danmark byder på en masse juleoplevelser over hele landet. VisitDenmark har samlet hele landets mange hyggelige julearrangementer på www.visitdenmark.com/jul, så alle kan få et overblik over julens mange glæder i Danmark, uanset om du holder julen hjemme, eller skal fejre højtiden et andet sted i det danske land.
Relevant information
http://www.visitdenmark.com