14/08-14
-
Pressemeddelelse
Ny sengegynge beroliger og lindrer sengeliggende patienter
Gyngeterapi i gyngestol har vist sig at være en effektiv vej til ro og afslapning for blandt andre demente. Nu har Wellness Nordic udviklet en sengegynge, som giver patienter, der ikke kan komme ud af sengen, samme mulighed. Sengegyngen virker desuden lindrende på liggesår og vedligeholder balanceevnen hos den sengeliggende.
At være permanent sengeliggende er en stor belastning for både krop og psyke; den nye sengegynge fra Wellness Nordic aflaster begge dele. På det fysiske niveau forebygger og lindrer den liggesår, idet gyngebevægelserne hele tiden flytter trykket og samtidig øger blodcirkulationen. Bevægelserne bidrager også til at træne og vedligeholde balanceevnen hos sengeliggende - og dertil kommer den markant beroligende effekt, det har at blive vugget blidt og nænsomt. Hidtil har man skullet op at sidde i en stol for at få gyngeterapi, men nu er det altså også muligt at tilbyde denne terapiform til patienter med lange sengeliggetider.
Dæmper angst og vugger i søvn
"Sengegyngen er afslapningsterapi for de allersvageste patientgrupper; efter blot en halv times gyngeterapi bliver brugerne mere rolige og afspændte og mindre angste. Det gør samtidig sengegyngen velegnet til mennesker med ADHD eller autisme, der lider af uro. Her kan sengegyngen berolige og fx vugge i søvn," forklarer direktør i Wellness Nordic, Bent Bonde.
Forskning har vist, at gyngende bevægelser effektivt skaber ro, dæmper angst og øger livskvaliteten blandt såvel bevægelseshæmmede som mentalt udfordrede patient- og borgergrupper. Et amerikansk studie kunne således dokumentere et nedsat medicinforbrug hos demente som direkte følge af gyngestolsterapi.
I Sverige har man tilsvarende erfaringer, og der er da også omkring 200 automatiske gyngestole i drift i Sverige, mens cirka 60 stole gynger på dansk grund.
Godt arbejdsmiljø for plejepersonalet
Og nu kræver denne stærke, ikke-medicinske pleje- og terapiform ikke længere, at patienten er mobil. Når en sengeliggende patient skal have gyngeterapi, køres sengen ind over sengegyngen, som hæver sengen, til den er fri af gulvet, hvorpå den begynder at gynge. Det betyder, at plejepersonalet ikke belastes fysisk, da patienten ikke skal flyttes, men ligger i egen seng. Også kørestolsbrugere kan anvende sengegyngen i egen kørestol, hvilket kan være virkningsfuld terapi for eksempelvis brugere med udadreagerende adfærd. Såvel borgere med demens som med ADHD eller Autisme Spektrum Forstyrrelser kan have glæde af sengegyngeterapien som hjælp til at opnå dybere afslapning, fysisk og psykisk velvære samt som forberedelse til at skulle sove.
Sengegyngen kan anvendes til alle sengetyper og kørestole, den har individuelle gyngeprogrammer til forskellige behov, og gyngeterapien kan suppleres med specialkomponeret, beroligende musik fra MusiCure®. Der er mulighed for at opleve Wellness Nordic Sengegyngen, når den introduceres for det danske marked på messen Health & Rehab Scandinavia den 9.-11. september 2014 i Bella Center.
Pressekontakt
Bent Bonde
Direktør
+45 2033 5650